Fortsæt til indhold
Fodbold

Fifa: VM-værter trænger til et los bagi

Generalsekretæren i Fifa mener, at de brasilianske arrangører af fodbold-VM i 2014 trænger til et spark bagi.

Ritzau

Brasilien klarer forberedelserne til VM i 2014 så dårligt, generalsekretæren for det internationale fodboldforbund, Fifa, Jerome Valcke, mener, at de trænger til et los i bagdelen.

Det fortæller Jerome Valcke i forbindelse med et besøg i England.

- Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke sker noget. Stadionbyggerierne overholder ikke tidsplanen, og mange ting halter efter.

- Vi får helt sikkert et VM i 2014, men bekymringen går på, at der ikke er gjort nogen forberedelser til, at der vil komme en masse mennesker, for verden vil gerne til Brasilien, siger Jerome Valcke.

Savner opbakning fra regering

Generalsekretæren savner blandt andet opbakning fra den brasilianske regering.

- Jeg er ked af, at jeg må konstatere, at det ikke fungerer i Brasilien. Vi havde forventet mere støtte - der er en masse endeløse diskussioner om regningen for VM.

- Papirerne skulle være underskrevet i 2007, og nu er det 2012.

- Man bør presse sig selv, give sig selv et spark i røven og levere et VM, så det er, hvad vi vil gøre.

Jerome Valcke konstaterer samtidig, at der er masser af hoteller i São Paulo og Rio de Janeiro, men det gør sig ikke gældende for flere af de andre værtsbyer.