*

Cykling

Landstræner om ung dansk komet: »Det var jo helt vanvittigt«

Tirsdag kørte han sig i førertrøjen i Danmarks største cykelløb, og onsdag blev Casper Pedersen professionel.

21-årige Casper Pedersen kørte fra alle favoritterne og vandt overraskende første etape af PostNord Danmark Rundt. Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto

Casper Pedersen nærmest fløj op af Møllebakken i Kalundborg i tirsdags. Bag ham forsøgte Michael Valgren, Jasper Stuyven, John Degenkolb og andre verdensklasseryttere forgæves at lukke holdet op til den 21-årige dansker.

Casper Pedersen fortsatte ufortrødent soloridtet og krydsede i suveræn stil målstregen seks sekunder foran det jagtende felt på første etape af årets udgave af PostNord Danmark Rundt.

Selvom Casper Pedersen en måned tidligere vandt U23-EM i Herning, så var dette hans største sejr.

»Resultatmæssigt er det her nok større, men jeg er stadig ufatteligt stolt af titlen som europamester,« sagde Pedersen til Ritzau efter etapen.

Da rytterne kom i læ af skoven, stoppede de op: Anden etape af PostNord Danmark Rundt er blevet aflyst

Sejren sendte ham i front af løbet med 11 sekunder ned til andenpladsen, og i et løb som PostNord Danmark Rundt, der ofte afgøres med få sekunder, kan Casper Pedersen måske blande sig i kampen om den samlede sejr. Det han viste på første etape var i hvert fald lovende, siger den danske landstræner Anders Lund.

»Han har fået et helt fantastisk gennembrud denne sæson, og han bliver ved med at imponere. Det virker til, at man ikke har set, hvad han egentlig kan endnu, og han bliver ved med at overraske og komme op på nye niveauer,« siger Anders Lund.

Cykelkomet om vild sejr: Jeg lukkede bare øjnene og kørte

»Det han lavede i Kalundborg var outstanding. Det var fantastisk. Vi vidste godt, at han kunne køre stærkt, for den måde, han vandt europamesterskabet på, var jo også fantastisk. I Kalundborg var han bare matchet med nogle af verdens bedste cykelryttere, som han kører fra, og det har virkelig aftvunget respekt i feltet, fordi det er så helt fantastisk svært at køre væk i sådan nogle finaler. Det var jo helt vanvittigt,« siger Anders Lund.

Han forventer, at Casper Pedersen også kan komme til at spille en rolle på dagens etape af PostNord Danmark Rundt, hvor feltet skal køre 183 km fra Otterup til Vejle, hvor målstregen som sædvanlig først nåes efter nogle ture op ad den stejle Kiddesvej.

En efterårsdag i helvede sluttede før tid

Med den aflyste anden etape har Casper Pedersen, der også gør sig gældende på banen, inden tredje etape fortsat et forspring på 11 sekunder. Med hans nuværende form bør han også kunne gøre sig gældende i dag, spår Anders Lund.

»Formmæssigt står han fantastisk. Det er et pres at have førertrøjen, som kan gøre det lidt sværere i løbet af sådan en dag. Men spillet mellem de andre favoritter kan måske gøre, at han kan prøve at snige sig lidt med, og på den måde lukrere på kampen mellem Astana med Valgren og så Trek-Segafredo med Mads Pedersen. De har neutraliseret hinanden indtil videre i løbet,« siger Anders Lund og nævner, at Casper Pedersen også kører en fornuftig enkeltstart, som er en disciplin, som rytterne i årets PostNord Danmark Rundt skal ud i på fjerde etape.

Onsdag blev det offentliggjort, at Casper Pedersen havde skrevet under på en professionel kontrakt med det pro-continentale hold Aqua Blue Sport. Her bliver han holdkammerat med danske Lasse Norman Hansen.

»Jeg har drømt om at blive professionel i et stykke tid nu, og jeg føler, at jeg har fundet det perfekte hold til næste skridt. Jeg var på udkig efter et hold, hvor jeg kunne lære fra erfarne ryttere samt selv køre efter resultater fra tid til anden,« sagde Casper Pedersen om sit skifte i en pressemeddelelse.

Landstræner Anders Lund mener også, at det unge danske talent har valgt et godt sted.

»Jeg tror, at det er et godt hold, og han vil komme ind og få noget ansvar, og han vil få chancen for at lave sine egne resultater. Det er et godt sted at starte, og Lasse Norman er der også. Aqua Blue har vist sig at have en god forståelse for ryttere, som også vil køre på banen, hvilket både Norman og Casper Pedersen vil. Jeg tror, at det er et rigtig godt sted. « siger Anders Lund og sammenligner situationen med, hvis han var endt hos et World-Tour-hold.

»Det er nogle gange svært som nyprofessionel at komme ind på et World Tour-hold, hvor der er så meget fokus på de store klassikere og de tre store Grand Tours. Der glemmer man nogle gange, hvor man er i sin udvikling, og hvad man egentlig skal sigte efter,« siger Anders Lund.

»Det er vigtigere at køre nogle af de mindre franske løb f.eks., og der har Aqua Blue Sport et godt program,« siger han.

Efter anden etape af PostNord Danmark Rund onsdag blev aflyst pga. dårligt vejr, kører feltet med Casper Pedersen i den blå førertrøje i dag ud på tredje etape, når feltet skal fra Otterup til Vejle.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Cykelmagasinet.dk
TV
Annonce
Biler
Den praktiske Volvo er på vej og vil være helt sin egen
Volvos nye XC40 er designet til moderne storbymennesker. Derfor er bilen proppet med praktiske detaljer, men også topmoderne teknik. Dansk introduktion til februar næste år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her