*

Cykling

Chris Froome efter buhråb og konkurrenternes heftige angreb på den gule trøje: »Det var skræmmende«

Sky-rytteren mødte søndag både modstand fra konkurrenter og tilskuere.

Chris Froome kunne puste ud og nok engang iføre sig den gule førertrøje på trods af flere problemer i løbet af søndagens 15. etape i Tour de France. Foto: Peter Dejong/AP

På et tidspunkt var det, som om alt og alle var imod den spinkle fyr i den ikoniske gule lycratrøje.

Konkurrenterne forsøgte konstant at teste hans fysiske formåen med aggressive angreb, pludselig punkterede hans cykel, og rundt omkring i vejkanten stod tilskuerne og buhede af den nødlidende Sky-rytter Chris Froome i Tour de France-førertrøjen.

Søndagens 15. etape var i sandhed hård ved den britiske rytter, der efterfølgende kunne gøre status over en hård dag, der dog ikke kostede ham føringen i løbet.

Særligt da franske Romain Bardet (Ag2r) og hans hold stak af fra Froome på dagens sidste kategori 1-stigning, så situationen dyster ud for Froome.

»Det var skræmmende. På et tidspunkt tænkte jeg, at trøjen helt sikkert kunne skifte ejer igen i dag. Jeg er taknemmelig for at være i gult - tak til mine holdkammerater. Der er aldrig nogen kedelige tidspunkter i Touren, det er helt sikkert,« sagde Chris Froome efter etapen ifølge TV2.

Skræmt blev han dog ikke af, at tilskuerne udtrykte mishagsytringer mod ham, mens han forsøgte at lukke hullet op til Bardet, Fabio Aru (Astana) og de øvrige favoritter.

»Det er nærmest hjemmebane for Romain Bardet, så det er forståeligt, at de lokale støtter ham. Støtten til mig har indtil videre været god, og jeg vil takke de folk, der har været mødt op,« siger han diplomatisk ifølge Cyclingweekly.

På lignende vis forsøgte Team Sky - endnu engang - at nedtone den mulige konflikt mellem kaptajn Froome og løjtnant Mikel Landa, der på enkelte etaper er blevet mistænkt for at gå mere op i chancen for en etapesejr og personlig succes end kaptajnens ve og vel.

Holdet har hele tiden forsikret om, at Mikel Landa holder sig til taktikken, og spanieren fik også ros for sin indsats på 15. etape, hvor han først sad med resten af favoritterne og siden lod sig falde tilbage for at hjælpe Chris Froome det sidste stykke op til gruppen.

Mollema reddede Trek fra katastrofeetape

»Det vidner om stor tillid,« udtalte Sky-chef David Brailsford og håbede formentlig på, at diskussionen om Mikel Landas rolle snart vil forstumme.

Chris Fromme ligger nummer et i Tour de France med 18 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere fem sekunder til Fabio Aru.

Mikel Landa ligger nummer seks med 1,17 minutter op til kaptajnen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her