*

Cykling

Michael Mørkøv vraget til Tour de France

Mindre end to uger før starten på Tour de France har Michael Mørkøv mistet sin startplads hos Katusha.

Michael Mørkøv. Foto: Claus Bonnerup

Cykelholdet Katusha Alpecin har droppet Michael Mørkøv til sommerens Tour de France.

Det var ellers planen, at den 32-årige dansker om mindre end to uger skulle tage hul på karrierens fjerde Tour.

- Jeg er selvfølgelig mega skuffet. For at være helt ærlig så kom det som et chok for mig, at jeg ikke skal køre Touren. Det har ligget i kortene hele året.

- Jeg har følt, at jeg har præsteret det, jeg skulle - og lidt til. Derfor er det et stort chok, at holdet har valgt at satse til anden side, fortæller Michael Mørkøv.

Det er blot en måned siden, at Mørkøv offentligt annoncerede, at han skulle hjælpe norske Alexander Kristoff frem til etapesejre på de franske landeveje.

For nylig var danskeren også en del af Katushas hold i Critérium du Dauphiné, der fungerer som optaktsløb til Touren.

Michael Mørkøv er derfor en anelse rystet over, at Touren nu bliver uden hans deltagelse.

- For at være ærlig, så står jeg ret uforstående overfor det. Jeg har vist en virkelig stærk opadgående form på det seneste.

- Jeg har ramt kampvægten, og jeg var begyndt at skrue på de små detaljer. Så det var hårdt at få beskeden, siger danskeren, der ikke er i en position, hvor han kan gøre indsigelse.

- Man er meget magtesløs, for ledelsen har vejet holdets ryttere og valgt at udtage ni andre. Det kan man ikke gøre indsigelse omkring - i hvert fald ikke i min position, siger han.

Michael Mørkøv vurderer, at holdets beslutning om at droppe ham også vil ramme Katushas muligheder for at køre Alexander Kristoff frem til etapesejre.

- Man har valgt at satse lidt bredere, kan jeg forstå.

- Alexander har med to etapesejre før vist sig som en rytter, der kan vinde løb i Touren.

- Jeg kan så ærgre mig over, at man ikke satser 100 procent på ham, men lidt mere bredt, siger Mørkøv.

Hvad danskeren skal fokusere på i resten af 2017, er lige nu svært at sætte ord på.

- Lige nu er jeg lidt slukøret. Jeg har fået taget pusten af ballonen.

- For et par timer siden fokuserede jeg på, hvad jeg spiste og alt muligt andet, og nu er jeg sendt direkte på sommerferie.

- Det er svært at finde ud af, hvad det næste mål skal være.

- Men det her kommer ikke til at slå mig ud som cykelrytter. Men jeg skal bruge et par dage til at sunde mig, fortæller han.

Michael Mørkøv har tidligere kørt Touren i 2012, 2014 og 2016.

Sidste år udgik danskeren på 8. etape efter flere dages pinsler efter et styrt på åbningsetapen.

Mørkøv forventer dog ikke, at 2016 ender som hans sidste Tour de France.

- Jeg håber meget på at køre Touren igen. Det er uden tvivl det største cykelløb, man kan køre som cykelrytter.

- Jeg føler, at jeg er i min bedste alder og har nogle kompetencer i netop det løb, så jeg satser stærkt på at køre det igen, siger han.

Touren indledes 1. juli i tyske Düsseldorf og slutter tre uger senere i Paris.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce
Biler
15 lækre biler til små penge: Stor Golf-guide med indiskutabel vinder
Vi tjekker den traditionelle, men fortsat populære Golf-klasse. Spørgsmålet er, hvem der gør det bedst? Find svaret her i guiden, hvor vi tester de 15 modeller på det danske marked. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her