*

Cykling

Italiensk sprinter tager føringen i Catalonien

Davide Cimolai vandt første etape af Catalonien Rundt og kører i førertrøjen i tirsdagens holdtidskørsel.

Ganske som ventet er det de hurtige afsluttere, der har bragt sig i fokus efter førstedagen af cykelløbet Catalonien Rundt.

Første etape omkring feriebyen Calella lignede på forhånd en sag for feltets stærkeste sprintere, og sådan endte det også, da feltet kom samlet ind på opløbsstrækningen.

Italieneren Davide Cimolai (FDJ) var lige akkurat hurtigst i det afsluttende opgør, der endte som en duel med Cofidis-sprinteren Nacer Bouhanni.

Formstærke Bouhanni fik et gevaldigt forspring til resten af feltet, men med perfekt timing fik Cimolai på de sidste meter indhentet og overhalet franskmanden.

Det er karrierens tredje sejr i et World Tour-løb for den 27-årige FDJ-rytter, der også triumferede en enkelt gang i sidste års udgave af det catalonske etapeløb.

To danskere er til start, nemlig de to Astana-ryttere Jakob Fuglsang og Jesper Hansen, som begge kom i mål med hovedfeltet uden at gøre sig specielt bemærket.

Det samme kan siges om de to superstjerner Chris Froome (Sky) og Alberto Contador (Trek), der i det catalonske etapeløb tørner sammen for første gang i denne sæson.

På anden etape tirsdag venter en 41 kilometer lang holdtidskørsel, inden løbet fortsætter med en række kuperede etaper.

Catalonien Rundt slutter i Barcelona på søndag.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her