Fortsæt til indhold
Cykling

Debat: Hård kritik af Bjarne Riis

Er det o.k., at Bjarne Riis ikke har udtaget en eneste dansker til Tour de France?

Bjarne Riis' danskerløse Tour de France-hold har fået sportsskribenter til at lange hårdt ud efter Riis.

Under overskriften "Riis flænser Dannebrog" er Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, ude med sin egen teori. Afstemning Riis' tourhold

"Man må jo spørge sig selv, om det var Bjarne Riis kolde skulder til dansk cykelsport og et ’rend-mig-i-røven’-svar på al den kritik, der er haglet ned over den tidligere danske Tour-vinder i forbindelse med den ene dopingafsløring efter den anden. Ja, det kunne det ligne, og med det træk har Bjarne Riis understreget, at det ikke er hans job, at promovere dansk cykelsport," skriver Allan Olsen.

Contador bestemmer

I BT spekulerer sportschef Jacob Staehelin på, hvilket signal det danskerløse hold sender.

"Det viser, at Riis er trådt mere i baggrunden og har overladt styringen til andre. Det er ikke længere ham, der tegner butikken. Kaptajnen, der vel trækker en fjerdedel af det samlede lønbudget, bestemmer, hvem han vil have ved sin side. Og eftersom Riis kun sporadisk vil dukke op til Touren, er det resten af den sportslige ledelse, anført af Phillipe Mauduit, som sidder med det overordnede ansvar," skriver Jacob Staehelin.

På nærværende medie ærgrer cykelreporter Jacob Haislund sig over manglen på danskere, men "når man ser historisk på det, er det ikke så overraskende, at Tour-holdet er uden danskere, som det kan lyde. I gennemsnit har Bjarne Riis sendt to danskere til Tour de France om året siden 2003. Men i 2006 og 2007 sendte han ingen. I 2008, da Carlos Sastre vandt løbet, var Nicki Sørensen den eneste dansker på holdet. Ingen andre var stærke nok i konkurrencen med Fränk og Andy Schleck, Fabian Cancellara og Jens Voigt. Kort og godt havde Bjarne Riis ikke et dansk cykelhold, men et verdensklassehold.

På Politiken er de danskerløse år 2006 og 2007 også trukket frem.

"Overraskelsen over, at Riis har foretrukket lutter udlændinge, er markant større denne gang, fordi det danskbaserede kollektiv i skikkelse af Nicki Sørensen, Michael Mørkøv og Chris Anker Sørensen mønstrer aktører, der hver for sig kunne udfylde de pladser, som nu er givet til andre. Og med al respekt for Bjarne Riis' ofte gentagne grundholdning om at udtage rytterne uden den mindste skelen til nationalitet, vil det næppe kunne forekomme ret mange andre steder end i Danmark, at et hold møder op til Tour de France uden en eneste repræsentant for det land, hvor det hører hjemme," skriver Politikens Mogens Jacobsen.

Alle skribenter peger dog samstemmende på, at Bjarne Riis har et historisk godt hold, der kan arbejde på den bedste måde for, at Alberto Contador bliver samlet vinder.

Hvad mener du?

Har Bjarne Riis svigtet dansk cykelsport?

Eller kan han gøre som han vil?