Fortsæt til indhold
Cykling

Nibali udbyggede Giro-forspringet

Den italienske Astana-rytter blev toer på en hård 14. etape og er nu et minut og 26 sekunder foran Cadel Evans

Ritzau

Vincenzo Nibali udbyggede lørdag sit forspring i Giro d'Italia og er nu storfavorit til at vinde det italienske etapeløb.

Astana-rytteren sikrede sig andenpladsen på en hård 14. etape, der blev vundet af Mauro Santambrogio (Vini Fantini).

Ingen tv-billeder

Tåge og snevejr satte sit præg på etapen, der måtte afkortes på grund af sne på Sestrieres bjergtop.

Det dårlige vejr betød, at der ikke kunne produceres tv-billeder fra den hårde etape.

Lørdagen blev præget af et langt udbrud med deltagelse af Sonny Colbrelli (Bardiani), Luca Paolini (Katusha), Matteo Trentin (Omega Pharma-Quick Step) og Daniele Pietropolli (Lampre).

Forspring ædt op

På et tidspunkt var forspringet oppe på ni minutter, men det blev langsomt ædt op af en gruppe med klassementsfavoritterne.

På den sidste del af den afsluttende stigning blev kvartetten overhalet af Vincenzo Nibali og Mauro Santambrogio, der kørte om sejren.

Det endte med en sejr til Santambrogio, der også ligger godt til i klassementet, hvor han indtager en fjerdeplads - to minutter og 47 sekunder efter Nibali.

Cadel Evans (BMC Racing) blev etapens store taber, selv om han fortsat indtager den samlede andenplads. Australieren kom i mål 33 sekunder efter Nibali, der også fik 12 bonussekunder for sin andenplads.

Nibali har dermed øget sit forspring til Evans til et minut og 26 sekunder.