Fortsæt til indhold
Cykling

Breschel: Chris Anker kan vinde bjergtrøjen

<p>Matti Breschel tror, at Chris Anker Sørensen vinder bjergtrøjen i Tour de France til sommer.</p>

Af JACOB HAISLUND RASMUSSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Chris Anker Sørensen fra Team Saxo Bank kan noget med bjergtrøjer. I 2011 vandt han klatrerkonkurrencen i Romandiet Rundt, og i sidste uge gentog han succesen, da han var bedst på stigningerne i Katalonien Rundt.

Til sommer kan den 27-årige dansker derfor gå efter den helt store bjergtriumf, vurderer hans tidligere holdkammerat, Matti Breschel.

”Jeg håber, at Team Saxo Bank kommer med til Touren. Og hvis det sker, skulle det ikke undre mig, hvis Chris vinder bjergtrøjen. Det tror jeg på, at han kan,” siger han til spn.dk.

Den store chance

Efter at Alberto Contador er blevet udelu kket, ligner Tour de France 2012 løbet, hvor Chris Anker Sørensen får sin mulighed.

Indtil nu i sæsonen har Team Saxo Bank markeret sig som et udbryderhold og været repræsenteret i et hav af håbefulde angreb i forskellige cykelløb. Og her kommer Chris Anker Sørensens evner til deres ret, mener Matti Breschel.

”Han er stærk nok til at komme med op over stigningerne. Og han er aggressiv nok. Han har det, der skal til,” siger han.

Ros til de gamle venner

Generelt har Matti Breschel stor respekt for det arbejde, Team Saxo Bank laver for tiden. Selvom sejrene ikke er så mange i 2012, så har det danske mandskab markeret sig.

”Det er altid fedt at se et cykelhold, der giver noget tilbage til løbet som tak for, at det må være med. Det må man sige, at Team Saxo Bank gør ved at være med i udbrud nærmest hver eneste dag,” siger Matti Breschel, som dog tvivler på, at det kaster en overraskende sejr af sig i weekendens Flandern Rundt ligesom i 2011.

Om ikke andet, må de danske cykelfans vente til juli, når Tour de France og konkurrencen om prikkerne begynder. Sidst en dansker vandt bjergtrøjen i Tour de France var i 2006, da Michael Rasmussen var bedst på stigningerne.