Armstrong-provokation var en fælde...
...og Jyllands-Posten hoppede i med begge ben.
Søndag smed Lance Armstrong en stor fiskekrog i den informationsflod, som vi kalder Twitter.
"Back in Austin and just layin' around..." skrev den tidligere cykelrytter. Vedhæftet beskeden var et billede af hovedpersonen, der ligger på en sofa og kigger på de syv vindertrøjer, som han har vundet i Tour de France. Titler som det internationale cykelforbund, UCI, har frataget ham efter dopingrapporten fra Usada.
En besked med en klar provokation og en klar modtager. Lige til at bide på af medier verden over. Og det gjorde vi da også på Jyllands-Posten.
500.000 visninger
Den havde Lance Armstrong nok set komme. Billedet er i skrivende stund blevet set knap 500.000 gange, tweetet er blevet sendt videre (retweetet) 10.362 gange. 527 har givet deres besyv med på mobli.com, som er det website, hvor Armstrong lagde billedet ud.
Mobli.com - et website, der - som mange andre - prøver at komme ind på markedet for sociale medier.
Og det er her, at man kan finde motivet for Lance Armstrongs provokation.
Præstationsfremmende boost
For texaneren er selv medejer af mobli.com, der på den måde fik en masse gratis opmærksomhed.
Ifølge Forbes var Armstrongs billede det mest sete nogensinde på mobli.com (over en periode på 48 timer).
Som Forbes skriver: Armstrong gav mobli.com et "præstationsfremmende boost".