Riis vil have to mand i udbrud
Touren drejer i dag ind i Schweiz, og det bjergrige terræn antyder udbrud.
Belfort
Chris Anker Sørensen leverede en hæderlig præstation på lørdagens 7. etape, og igen søndag ser Bjarne Riis gerne, at hans danske bjergrytter stikker af sted.
”Jeg ser gerne, at Chris Anker og Sergio Paulinho går i udbrud, men om det lykkedes, ved jeg ikke, men jeg vil gerne have en, der kan støtte Chris. Hvis han havde haft det i går, så tror jeg, det havde set anderledes ud,” siger holdejeren.
”Jeg ser gerne, at Chris scorer lidt point, fordi de næste par dage er stille og rolige for hans vedkommende.
Chris Anker har formen
Søndagens etape byder på hele syv stigninger, hvor der kan scores point i bjergkonkurrencen.
”Chris brugte kræfter i går, og det var ved at lykkedes, men jeg tror, han er frisk i dag, og formen er der,” siger Riis, som ikke forventer, at 8.etape får samme dramatiske snit som i går.
”Jeg tror ikke, etapen bliver afgørende, men man skal aldrig sige aldrig. Det kommer an på, hvordan der bliver kørt.”