Fortsæt til indhold
Cykling

Riis jubler over dansk bjergtrøje

Michael Mørkøvs erobring på 1. etape fik smilene frem hos Bjarne Riis.

Liége

1. etape er overstået i Tour de France 2012, og Team Saxo Bank – Tinkoff Bank har allerede fået et konkret udbytte ud af anstrengelserne.

Michael Mørkøv var i udbrud fra start, og det har givet ham den prikkede bjergtrøje.

Flot kørt

Den danske Tour-debutant fik rosende ord med på vejen af Bjarne Riis efter etapen.

”Det er glimrende, og det var flot kørt af Michael,” sagde holdejeren foran holdbussen og tilføjede, at holdet inden etapen allerede havde snakket om, at Michael skulle forsøge sig.

Vi må se

”Det betyder meget for holdet, og jeg er utrolig glad, og det giver god motivation,” sagde Bjarne Riis, som dog ikke mener, at holdets Tour er reddet med den noget uventet trøje.

”Haha, det er vist lidt optimistisk. Nu må vi se, der er i hvert fald masser at glæde sig over.”

Michael Mørkøv skal ikke bekymre sig om at miste trøjen mandag, for 2. etape byder kun på et enkelt kategori 4 bjerg, og derfor er et trøjeskift ikke muligt.