Fortsæt til indhold
Cykling

Cavendish neddrosler sin dominans

To lysende talenter på cykelscenen truer britens overtag i massespurterne.

Liége.

20 etapesejre på fire år.

20!

Mark Cavendish har sat et historisk aftryk på Tour de France i de senere år med en imponerende dominans i massespurterne.

Briten har været uovervindelig, og de 20 sejre i Touren har i perioder reduceret sprinteropgørene til en kamp om de sekundære placeringer. For en stund handlede det om, hvem der kunne true Cavendish mest.

Ingen har for alvor haft succes med at knække Cavendish-koden i Tour-sammenhæng, men årets løb ligner et punktum for britens dominans.

Nye store navne

For den professionelle cykelsport kan i denne sæson præsentere to unge mænd med et voldsomt potentiale og med evner, der rækker ind og sætter en stopper for Cavendish’ enevælde.

Det er tyske Marcel Kittel og Peter Sagan fra Slovakiet. Begge er i starten af 20’erne, og fælles for dem er et lysende talent og en spurtstyrke, som er uset i den alder.

Kittel slog for 14 dage siden Cavendish i en ren spurt i ZLM Tour i Holland, og Sagan har med sin råstyrke domineret hele foråret. Det er ikke for sjov, at han kaldes Terminator og Rambo.

Cavendish afskriver sig selv

Og superstjernen selv, Mark Cavendish, erkender, at konkurrencen i årets Tour er hård med de nye drenge i klassen.

”Jeg bliver måske ikke ligeså dominerende, som jeg har været de senere år, men jeg mener, at jeg kan vinde,” sagde Cavendish på fredagens velbesøgte pressemøde i Team Sky-lejren, og han hæftede sig især ved Marcel Kittels hold, Team Argos-Shimano.

”Kittel har et erfarent hold, og hver gang, jeg har set deres hold i år, har det været formidabelt. Det bliver det samme her.”

I dag ruller feltet ud på 1. etape, og det plejer, at være ensbetydende med en massespurt, men ruten omkring Liége slutter med en voldsom knold op mod mål, og derfor har Cavendish allerede afskrevet sig selv på dagens etape.

”Nej, jeg kan ikke vinde første etape. Den er for hård,” siger Cavendish og peger på, at etapen ligger til holdets norske rytter, Edvald Boasson Hagen.