Selvsikker Boonen: Jeg skal ikke sætte nogen
Tom Boonen ser Cancellara som sin største konkurrent i Flandern rundt, men har en fordel.
Kortrijk,
Den belgiske cykelstjerne, Tom Boonen, ved udmærket, hvad hans styrke er, inden søndagens Flandern rundt.
Alle forventer en strid mellem Tom Boonen og Fabian Cancellara, når finalen skal køres, og her har belgieren et godt udgangspunkt, mener han selv.
”Min styrke lige nu er, at jeg ikke skal frygte nogen ved målstregen. Jeg behøver ikke at sætte nogen,” siger Boonen, som allerede har vundet store cykelløb som E3 Prijs Harelbeke og Gent-Wevelgem i dette forår.
”Fabian Cancellara er en anderledes rytter. Han er nødt til at sætte mig. Han har måske en lidt større motor, men jeg er lidt hurtigere. Så vi er to forskellige ryttere med de samme mål.”
Frygter uheld på Kwaremont
Selvom Tom Boonen fastholder, at der er mange andre ryttere, som kan stikke af med sejren søndag eftermiddag, handler hans udlægning af et ’worst case scenario’ om noget ganske andet. Om uheld på den nye rute.
”Det værste, der kan ske, er at være uheldig på et uheldigt tidspunkt. Hvis der er en rytter, som bliver sat på Oude-Kwademont – selv i finalen – kan bilerne ikke komme forbi ham. Så man kan f.eks. vente to-tre-fire minutter på at få et nyt hjul,” siger Tom Boonen.
”Jeg har set ruten. Den er meget hård, og kun en meget stærk rytter kan vinde.”
Succes ændrer intet
Tom Boonen har haft et af de bedste forår i karrieren og vundet et utal af sejre. Alligevel betyder sejrene ikke noget, fastholder den feterede belgier.
”Man skal glemme alt, hvad man har vundet og køre så godt, man kan. Det spiller ingen rolle, hvor mange løb, man har vundet, det hele handler om løbet søndag,” siger Tom Boonen ogskjuler ikke, hvor vigtigt et punkt i sæsonen, Flandern Rundt er.
”Jeg er spændt før hvert eneste løb. Men starten (på Flandern Rundt, red.) i Brügge er fantastisk. Der er ikke et andet løb i verden, hvor man ser samme publikum og samme atmosfære. Alle er spændte i denne uge. For ryttere fra andre lande er det svært at forstå, hvordan Flandern Rundt samler så mange mennesker og så meget presse til et endagsløb. Det er noget, som er vokset gennem de seneste 100 år. Det er skønt.”
Flandern Rundt begynder klokken 10.00 søndag. Hvis Tom Boonen vinder løbet, vil det være hans tredje sejr i karrieren og en tangering af rekorden som bl.a. belgierne Johan Museeuw og Eric Leman sidder på.