Riis' ryttere: Holdet før individet
Saxo Bank-Sungard er spækket med ryttere, som vil vinde løb i denne landsvejssæson.
Det er ikke meget mere end en måned siden, Saxo Bank-Sungards Chris Anker Sørensen udså sig dette års Vuelta a España til at slå igennem som klassementsrytter.
Og i tiden inden da var det den 26-årige Richie Porte, som så kaptajnen Alberto Contadors da sandsynlige udelukkelse som sin egen store chance for selv at være kaptajn i sommerens Tour de France.
Listen af Saxo Bank-Sungard-ryttere, som håber på at føje store resultater til cv'et i den kommende sæson, er lang.
Contador tilbage
Men nu er Alberto Contador tilbage - i hvert fald for en stund - med et erklæret mål om at vinde de tre store løb, Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a Espana.
Dermed er det det faktum, der styrer sagerne.
Det åbenbarer sig bl.a., da Morgenavisen Jyllands-Posten møder Chris Anker Sørensen under holdets træningslejr på Mallorca tidligere denne ugen.
Contadors betydning
Hvordan påvirker Alberto Contadors tilbagevenden din sæson?
»Det må tiden vise. Beslutningen er op til Bjarne, og jeg skal gøre, som jeg får besked på. Lige nu fokuserer jeg på de nært forestående løb som Paris-Nice, hvor vi skal gøre det godt. Og så glæder jeg mig til at føre Alberto Contador frem til nogle gode resultater,« siger han.
Da vi senere stiller Richie Porte et lignende spørgsmål, er beskeden klar. Han nedtoner sin egen status på holdet og bøjer sig for stjernen.
»Alberto er den bedste, der findes. Jeg vil bare snige mig ind efter ham. Det vil være fedt, hvis jeg kan tage med til løb og være et ekstra klassementskort, holdet kan spille,« svarer han.
Alle får en chance
Det kan være, at det er den holdånd, Bjarne Riis sætter så stor pris på. At ingen har ambitioner, som går forud for holdets bedste.
Men som Bjarne Riis selv fortæller det, så skal alle nok få deres chance - hvis de er stærke nok til det.
»Jeg har altid haft det princip, at vi kører for den, der har vinderchancerne i et cykelløb. Alt andet vil være ulogisk. Hvis det viser sig, at Richie Porte kører stærkere end Contador i touren, er det da ham, vi skal køre for. Men statistikken siger ligesom noget andet,« siger Riis.
Og om ikke andet må rytterne slå til, når ikke Contador er med på holdkortet.
»Hvis man vil vinde Tour de France, er der mange, som er nødt til at stille deres personlige ambitioner til side, når der er en mand som Alberto på holdet. Det op til de andre ryttere at tage chancen, når den byder sig. De kører jo ikke alle løb sammen med Alberto.«
Næsten som selv at vinde
Michael Mørkøv fokuserer af samme årsag på Danmark Rundt, hvor han hverken forventer deltagelse fra Richie Porte eller Alberto Contador. Og så finder han det positive frem i at køre som hjælper for en af verdens bedste ryttere, når hans egne vinderplaner bliver skubbet til side.
»At køre som hjælper for en rytter som Alberto Contador er næsten lige så stort som at vinde et etapeløb selv, så det vil jeg satse på,« siger Michael Mørkøv.
Chris Anker vil vinde
Selvopofrelse og sammenhold er godt, men det er alligevel ikke altid nok blot at være med. Så langt går Chris Anker Sørensen trods alt.
Han føler sig bedre end for et år siden, da han vandt en etape i Giroen. Og han vil se udbyttet på resultatsiden.
»Jeg vil være en skuffet mand, hvis ikke jeg vinder en sejr i denne sæson,« lyder det fra Chris Anker Sørensen, som fra søndag er med Saxo Bank-Sungard i Frankrig for at hjælpe Richie Porte til den samlede sejr i etapeløbet Paris-Nice.