Fortsæt til indhold
Sport

Beachvolley-bikinien er nu valgfri

Ny beachvolley-regl betyder, at kvinderne ikke længere kan tvinges ned i små bikinier.

Det Internationale Volleyballforbund (FIVB) tillader nu de kvindelige beachvolley-spillere at iklæde sig shorts og langærmede toppe.

Det skriver FIVB på sin hjemmeside og gør dermed op med det gamle krav om, at kvinderne enten skulle spille i bikinier, som maksimalt måtte være syv centimeter i siden, eller en heldragt, der primært blev brugt, når det var koldt.

Fleksibel uniform

Ifølge FIVB er ændringen sket for at tage hensyn til flere af de lande, som forsøger at komme med til årets OL i London.

"Mange af disse lande har religiøse og kulturelle krav, så uniformen blev nødt til at være mere fleksibel," sagde talsmand for FIVB, Richard Baker, til AP.

Richard Baker ønskede ikke at oplyse hvilke lande, der havde arbejdet for at ændre reglen, som allerede er trådt i kraft.

Lille, men vigtig

De små bikinier, som nu kan udskiftes med shorts, der maksimalt må gå til tre centimeter over knæet, har ellers været med til at gøre beachvolley til en af OL-programmets mest populære sportsgrene.

Beachvolley er også blevet en kommerciel succes, og kvindernes World Tour gæster i år flere lande i både Europa og Asien samt Brasilien og Canada.

Første gang, der blev kæmpet om medaljer i beachvolley ved et OL, var i Atlanta i 1996.

Fire år forinden i Barcelona var beachvolley med som opvisningssport.

OL i London

Beachvolley-turneringen ved OL i London i år foregår fra 28. juli til 9. august og spilles på Horse Guards Parade.

48 mænd og 48 kvinder fordelt på 24 hold deltager i konkurrencen.

Dansk herrehold

Danmark forsøger at få et herrehold med.

Ifølge Danmarks Idræts-Forbund kan den danske kvalifikation ske på følgende måder:

1) 16 par fra verdensranglisten gældende 1. januar 2011 til 17. juni 2012

2) Fem par fra fem kontinentale kvalifikationsturneringer "Continental Beach Volleyball Cup 2010-12"

3) To par fra olympisk kvalifikationsturnering 25. juni - 1. juli 2012