*

Tennis

Dansk Davis Cup-hold jagter oprykning og ny tennishype

Danmark er en sejr over Sydafrika fra at være tilbage på næstøverste niveau i Davis Cup-hierarkiet.

Mens Caroline Wozniacki løber med det meste af opmærksomheden i den danske tennisverden, kan det mandlige landshold skabe dets egen succeshistorie i den kommende weekend.

Danmark møder Sydafrika i en oprykningskamp til Davis Cup-turneringens næstøverste lag - kaldet Europa/Afrika gruppe 1. Det er niveauet under World Group, hvor verdens 16 bedste nationer befinder sig.

Det kan lyde beskedent, men for et dansk landshold, der ikke har spillere blandt de 300 bedste i verden, vil det være en fin bedrift at træde et skridt op i hierarkiet.

- Tennissporten har brug for succeshistorier. Det vil betyde utrolig meget at få noget af hypen tilbage, siger Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen.

Danske Davis Cup-herrer slipper for US Open-sensation

- Se bare på kvindelandsholdet i fodbold. Når de får succes, bliver det pludselig interessant for en masse mennesker.

- Tennisfans følger med i Davis Cup, men for at komme bredere ud skal der succes og store navne til. Da vi mødte Spanien, kom Rafael Nadal til Danmark, og ham ville alle se, siger Carlsen.

Han henviser til kampen i Odense i 2015, hvor Danmark tog imod Spanien med superstjernen Nadal som frontfigur.

- Sportsligt er det rigtig, rigtig sjovt at spille mod den slags nationer. Det vil være en stor tilfredsstillelse for spillerne at komme et skridt op, siger Kenneth Carlsen.

Han har modtaget afbud fra collegespilleren Mikael Torpegaard, og dermed er rutinerede Frederik Løchte Nielsen holdets højest rangerede spiller som nummer 557 i verden.

Derfor må sydafrikanerne være favoritter, selv om US Open-finalisten Kevin Anderson har meldt fra.

- De har højere rangerede spillere i både single og double, men en af vores styrker på Davis Cup-holdet er den stemning, vi har skabt.

Frederik Løchte sørgede for Davis Cup-sejr over Norge

- Vi kæmper for hinanden og er et hold. Derfor har vi besejret hold, der på papiret har været bedre end os.

- Det er noget af det, der gør Davis Cup specielt og charmerende. Nogle spillere præsterer bedre, når de repræsenterer deres land. Hvis man har en holdånd, kan man løfte sig og skabe bedre resultater, siger Kenneth Carlsen.

Ud over Frederik Løchte Nielsen består det danske hold af Søren Hess-Olesen, Benjamin Hannestad og Thomas Kromann.

Kampen spilles i Ceres Arena i Aarhus og begynder fredag med to singler. Den første spilles klokken 15.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her