*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Tennis

Tennisveteran fik prygl i karrierens sidste kamp

46-årige Kimiko Date vandt ikke et eneste parti, da hun indstillede karrieren for anden gang.

Det blev noget af et sportsligt mareridt, da tennisspilleren Kimiko Date tirsdag indstillede karrieren.

Japaneren, der 28. september fylder 47 år, led et gigantisk nederlag til den 24-årige serber Aleksandra Krunic i første runde af Japan Women's Open i Tokyo.

Verdensranglistens nummer 67 viste ingen nåde og sejrede med 6-0, 6-0 over Kimiko Date, der er helt nede som nummer 1191 på ranglisten.

- Endelig er det slut, siger Kimiko Date ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg er først og fremmest trist, men jeg er også taknemmelig for det, som tennis har givet mig, siger japaneren, der nåede at vinde otte WTA-titler i damesingle, den seneste i 2009.

Kimiko Date rangerede i 1995 som nummer fire på kvindernes verdensrangliste, men året efter valgte hun at indstille karrieren.

I 2008 genoptog hun karrieren på topplan, og det førte året efter til karrierens sidste WTA-sejr i damesingle.

Det gjorde Kimiko Date til den næstældste kvinde, der har vundet en WTA-turnering i damesingle.

Kimiko Date har det seneste års tid været plaget af skader, og hun var med i turneringen i Tokyo på et wildcard.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her