*

Tennis

Nadal fortsætter perfekt grussæson med tæt finalesejr

Rafael Nadal er fortsat ubesejret på grus i 2017, efter at han vandt ATP-turneringen i Madrid for femte gang.

Foto: AP/Daniel Ochoa de Olza

Tennisspilleren Rafael Nadal er fortsat ustoppelig på grus i denne sæson.

Den spanske gruskonge vandt søndag finalen ved ATP-turneringen i Madrid med en sejr på 7-6, 6-4 over østrigeren Dominic Thiem.

Det skete efter en meget tæt og seværdig finale.

Med sin femte finalesejr i karrieren ved turneringen i Madrid er Rafael Nadal oppe på at have vundet 30 af de såkaldte ATP Masters 1000-turneringer, laget lige under grand slam-turneringerne og ATP World Tour Finals.

Dermed deler spanieren rekorden for flest Masters 1000-sejre med serberen Novak Djokovic, som Nadal besejrede i semifinalen.

30-årige Rafael Nadal havde før søndagens finale mod Dominic Thiem været uhyggeligt stærk på grus i år med 14 sejre af 14 mulige og en sætscore på 28-2.

Det havde indbragt ham titler i både Barcelona og Monte Carlo.

Spanieren ser ud til at være på vej tilbage til den form, der fra 2005 til 2014 sikrede ham ni titler ved grand slam-turneringen French Open.

Grusturneringen i Paris begynder senere i maj.

Rafael Nadal førte inden finalen i Madrid 3-1 i indbyrdes kampe over 23-årige Dominic Thiem, alle kampe i øvrigt spillet på grus.

Første sæt blev højdramatisk og måtte afgøres i tiebreak.

Dominic Thiem brød først Rafael Nadals serv til en 2-1-føring, men spanieren fik brudt tilbage til 3-3.

Bagud 4-5 var Dominic Thiem nede med 0-40 i egen serv, men med kraftfulde vinderslag fik han afværget tre sætbolde og udlignet til 5-5.

I tiebreaken havde begge spillere to sætbolde, og det blev Nadal, der trak sig sejrrigt ud af sættet.

Han fik omsider sikret sætsejren på sin femte sætbold og vandt tiebreaken 10-8.

Andet sæt begyndte med et servegennembrud til Rafael Nadal, da Dominic Thiem sendte bolden ud af banen.

Nadal holdt også serv til 2-0 efter et langt parti, hvor Dominic Thiem ellers havde en breakmulighed.

Rafael Nadal fortsatte med at holde serv, og foran 5-3 stod han med to matchbolde i Dominic Thiems serv.

Østrigeren afværgede begge og fik senere reduceret til 4-5.

Dominic Thiem skaffede sig derefter fire breakmuligheder i Nadals serv, men spanieren lukkede kampen på sin fjerde matchbold med en flugtning ved nettet.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her