Fortsæt til indhold
Tennis

Wozniacki: Jeg elsker at spille på græs

Caroline Wozniacki har det godt med at spille turneringen i Eastbourne, som hun vandt i 2009.

Ritzau

Caroline Wozniacki er yderst tilfreds med tingenes udvikling ved WTA-turneringen i Eastbourne, som er danskerens første turnering på græsunderlag i år.

Den 22-årige danske tennisspiller nåede onsdag frem til kvartfinalerne med en sejr på 6-4, 6-4 over briten Laura Robson.

- Jeg elsker at spille her. Publikum er fantastisk, siger Caroline Wozniacki ifølge BBC Two.

- Jeg elsker at spille på græs, og Eastbourne er som en hjemmebane for mig. Jeg tror, at jeg har været her 10 år i træk. Jeg elsker at være her, og jeg ønsker at komme tilbage hvert år, siger hun.

Udnyttede sine chancer

Danskeren udnyttede sine chancer i den meget lige kamp, hvor begge spillere havde tre breakmuligheder i hele kampen.

Laura Robson kunne dog kun bryde danskerens serv en enkelt gang, mens Caroline Wozniacki tre gange lavede servegennembrud.

Danskeren sender dog roser i retning af sin modstander.

- Laura servede rigtig godt. Hun pressede mig også, når jeg servede, siger Caroline Wozniacki.

Wozniacki fører 5-0

I kvartfinalen skal danskeren op mod russeren Ekaterina Makarova, som vandt 6-3, 6-4 over den tredjeseedede tysker, Angelique Kerber.

Caroline Wozniacki fører 5-0 i indbyrdes kampe over Ekaterina Makarova, som danskeren besejrede i Eastbourne-turneringen tilbage i 2009.

Dengang vandt hun turneringen, der fungerer som opvarmning til Wimbledon i London, som begynder i næste uge.