Fortsæt til indhold
Tennis

Wozniacki vækker international opsigt

Det har vakt opsigt i internationale medier, at danskeren kaldte dommer en skændsel.

Caroline Wozniacki var voldsomt frustreret i flere situationer under lørdagens kamp mod estiske Kaia Kanepi, som danskeren tabte i tre sæt.

Hun var uenig i flere dommerkendelser og bad dommeren se nærmere på aftryk i gruset ved flere lejligheder, ligesom hun åbent diskuterede med dommeren Poncho Ayala.

Efter kampen kaldte Wozniacki det blandt andet for "en skændsel, at der sker sådan nogle fejl." Det har vakt opsigt i flere internationale medier, der skriver om danskerens kritik søndag.

Arrogant dommer

Ifølge britiske BBC krævede Wozniacki at tale med en overordnet under kampen, dog uden held, ligesom hun ifølge mediet spurgte dommeren, "hvordan han kunne være så arrogant?"

Også nyhedsbureauerne AP og Reuters fokuserer på Wozniackis vredesudbrud. Ifølge AP havde Wozniackis modstander, Kaia Kanepi, dog ikke meget til overs for danskerens kritik af dommerne.

"Jeg mener, at den slags sker i tennis, så det er fint, hvis hun vil diskutere det. Det må jeg være parat til at tage roligt," sagde Kaia Kanepi ifølge AP efter kampen.

"Wozniacki spillede dårligt"

I Sverige møder Caroline Wozniackis kritik ikke megen forståelse. Aftonbladets tennisblogger, Henrik Ståhl, mener, at danskeren ville have tabt kampen, uanset hvem der sad i dommerstolen, og at hun spillede dårligt.

"Dette er bare endnu et tegn på den tidligere verdensetters 'fall from grace.' Af det jeg så af kampen (jeg zappede mellem Nadal-Schwank/Raonic-Monáco og Wozniacki-Kanepi) kan jeg konstatere, at Wozniacki spillede dårligt gennem stort set hele kampen - dele af andet sæt undtaget," skriver Henrik Ståhl blandt andet.

LÆS OGSÅ: Wozniacki sur på dommeren: En skændsel