Fortsæt til indhold
Tennis

Skadesfri Wozniacki er optimist

Caroline Wozniacki tager i dag hul på French Open, hvor hun kan vinde sin første Grand Slam.

Caroline Wozniacki har haft et elendigt forår, hvor skader og manglende form har kostet den tidligere verdensetter.

Hun er nu nummer ni på verdensranglisten, og det betyder en dårligere seedning, der gør, at hun møder de største navne tidligere i turneringen.

Frygter tre

Hvem de største konkurrenter bliver i French Open har Wozniacki sat navn på over for sporten.tv2.dk.

"Serena (Williams, red.) har spillet godt på det seneste, eller - det gør hun jo altid. Sharapova har også vist god form, og det har Azarenka også," siger Wozniacki, der i en sidebemærkning gør det klart, at hun selvfølgelig også tror på sig selv.

Endelig skadesfri

Danskeren er glad for omsider at være helt skadesfri, da skader har ødelagt meget af hendes forårssæson.

"Det er rart at være hundrede procent fit igen, og jeg håber virkelig, det kan forblive sådan her. Så kan man gå positiv ind i turneringen, og jeg håber jeg kan gøre det godt her. Det må gerne holde hen over resten af sæsonen, at jeg kan komme igennem den uden de store skavanker."

I første runde af French Open møder Caroline Wozniacki den græske underdog Eleni Daniilidou, som er nummer 69 i verden. Kampen er programsat som dagens fjerde på Court 1.