Wozniacki satser på ny optur i Dubai
Caroline Wozniacki har vundet to kampe i træk ved WTA-turneringen i Dubai, som tennisstjernen vandt sidste år.
Caroline Wozniacki hænger sig ikke så meget i fortiden. Og i 2012 er der heller ikke meget sjov ved det efter faldet som verdensetter og tidligt exit i sidste uges WTA-turnering i Qatar.
- Det handler først og fremmest om bare at træne hårdt. Det er opskriften.
- Jeg har været længe nok i sporten til at vide, at det altid vil gå op og ned. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt. Det handler om ikke at tænke bagud. Du skal kun kigge fremad. Så kommer du op igen, siger Wozniacki til Ekstra Bladet.
Hurtigt videre
I denne uge er Wozniacki avanceret til semifinalen ved WTA-turneringen i Dubai, som den nuværende nummer fire i verden vandt sidste år. Og det gælder om at kigge fremad og vinde turneringer.
- Hvis du bliver det samme sted og træner, kan tankerne hænge ved. Så kan du lige så godt slå dig selv oven i hovedet. Derfor skal du hurtigt tage videre til det nye sted, hvor du skal spille.
- Så får du nye impulser. Det giver næsten automatisk humøret et løft. Og især hvis det er et sted, hvor du føler dig godt tilpas, og hvor du tidligere har spillet godt, forklarer hun.
Ændret fokus
Faldet fra nummer et til nummer fire i verden har ændret Wozniackis fokus.
- Hvis du taber en kamp, mens du ligger nummer et, så møder du straks bemærkninger om, hvordan fanden det kunne gå til. Men samtidig vil jeg da helt klart gerne være på førstepladsen.
- Sidste år var det vigtigt for mig at slutte på førstepladsen. I år vil jeg bare vinde så mange turneringer som muligt, fastslår Wozniacki.
I eftermiddag møder danskeren tyske Julia Görges i semifinalen i Dubai. Görges har slået Wozniacki i de to seneste indbyrdes opgør.
Kampen spilles tidligst kl. 16.