Wozniacki udspillede rumæner
Caroline Wozniacki er uden de store dikkedarer videre fra anden runde ved WTA-turneringen i Dubai.
Caroline Wozniacki spillede sig onsdag uden problemer videre til kvartfinalerne ved WTA-turneringen i Dubai, hvor hun er forsvarende mester.
Den danske tenniskvinde, som var oversidder i første runde, besejrede den rumænske kvalifikationsspiller Simona Halep med cifrene 6-2, 6-3.
Det var de to spilleres første møde på WTA-tour'en.
En smule spænding
Efter at have vundet første sæt sikkert, så Caroline Wozniacki også ud til at gøre kort proces i det andet sæt.
20-årige Simona Halep brød dog tilbage til både 2-3 og 3-4, og således blev der holdt lidt spænding i live i kampen.
Caroline Wozniacki brød dog igen til 5-3-føring, og herefter servede hun kampen hjem.
Ivanovic venter
I kvartfinalen skal danskeren møde en anden tidligere verdensetter, serberen Ana Ivanovic.
Caroline Wozniacki er røget ned som nummer fire på verdensranglisten, og hun er derfor kun tredjeseedet i Dubai.
Eftersom turneringens to bedst seedede spillere, hviderusseren Victoria Azarenka og tjekken Petra Kvitova, har trukket sig, er Caroline Wozniacki på papiret favorit til at genvinde titlen.