Fortsæt til indhold
Sport

Skidronning med forlist drøm indlagt på sygehus

Den amerikanske skiløber Lindsey Vonn er blevet indlagt på et hospital i Colorado.

Ritzau

Godt en uge efter, at skidronningen Lindsey Vonn fik afslag på sit ønske om at konkurrere mod sine mandlige kolleger, er amerikaneren blevet indlagt på et hospital i Colorado.

Den firedobbelte World Cup-vinders talsmand Lewis Kay vil ikke oplyse, hvad årsagen til indlæggelsen er.

Den 28-årige skiløber måtte aflyse et planlagt promotion-arrangement, fordi hun fik det dårligt.

Lindsey Vonn skulle have kørt World Cup-slalom i Finland i denne weekend, men hun besluttede i stedet at forberede sig til storslalom i Colorado, hvor der køres i den sidste weekend i november.

I starten af november fik Lindsey Vonn afslag på sin store drøm om at konkurrere mod mændene.

Stor skuffelse

Afslaget skuffede både det amerikanske og det canadiske skiforbund.

- Jeg er skuffet over at høre, at Lindsey ikke kan køre mod mændene i Lake Louise.

- Jeg så det som en stor chance for at styrke sportens profil ved at tiltrække opmærksomhed fra dem, som ikke normalt følger med i skiløb, specielt i Nordamerika, sagde præsidenten for Alpine Canada, Max Gartner, dengang.

Tanken om at se den olympiske guldvinder fra Vancouver 2010 i kamp mod mændene er dog ikke opgivet trods afslaget.

- Jeg håber, at Lindsey får chancen for at opfylde sin drøm på et senere tidspunkt, sagde Max Gartner.