*

Boksning

Joshua stoppede Klitschko i 11. omgang efter et brag af en kamp

Wladimir Klitschko tabte til Anthony Joshua, som nu er verdensmester i WBA, IBF og IBO.

Anthony Joshua (til venstre) presser Wladimir Klitschko op i ringhjørnet. Foto: Matt Dunham/AP

Det blev til en hjemmebanesejr, da to af boksesportens største mødtes lørdag aften ved et brag af en kamp på ikoniske Wembley Stadium i London foran 90.000 tilskuere.

Anthony Joshua endte med at tage sejren i 11. omgang, efter at han havde haft ukrainske Wladimir Klitschko i gulvet to gange.

Anthony Joshua, der ved kampen forsvarede sine IBF og IBO-bælter, kan dermed også kalde sig verdensmester i forbundet WBA.

Det var hans 19. sejr i lige så mange kampe som professionel.

Kampen blev bokset foran det største tilskuerantal i 78 år og var på forhånd blevet kaldt den største boksekamp på engelsk jord nogensinde.

Kampen mellem den 27-årige brite og den 41-årige ukrainer var langt hen ad vejen en lige affære, hvor der helt indtil 11. omgang var tvivl om, hvem der ville kunne tage sejren på point.

I sjette omgang var Joshua en tur i gulvet, og det var på ingen måde givet, at han skulle holde sin rekordrække som ubesejret.

Men i 11. omgang tog han fat og havde to gange den ukrainske kæmpe i gulvet.

Klitschko var også sendt i gulvet i femte omgang.

- Hvad skal jeg sige, 19 sejre uden nederlag efter tre og halvt år i ringen. Som jeg siger, jeg er ikke perfekt, men jeg prøver, siger Joshua efter kampen foran et hujende hjemmebanepublikum.

- Som det er i boksning, så efterlader du dit ego uden for døren og respekterer din modstander. Så en massiv hyldest til Wladimir Klitschko, siger Joshua.

Klitschko grubler over mulighed for revanche over Joshua

Den rutinerede ukrainer var hurtig til at erkende, at den 14 år yngre Joshua havde vundet på bedre boksning.

- Den bedste mand vandt i aften. To gentlemen mødte hinanden. Anthony var den bedste i dag. Det er virkelig en skam, at jeg ikke klarede den, siger han.

Nederlaget var Klitschkos andet i træk til en britisk bokser. For 17 måneder siden tabte han sine titler til Tyson Fury efter at have været mester i 11 år.

/ritzau/Reuters
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her