*

Boksning

Mikkel Kessler er tilbage: Jeg har ændret mit syn på tingene

Mikkel Kessler gør comeback efter fire år væk fra ringen. Men han har ikke en kamp på hånden.

»Jeg har hele tiden trænet. Abdul Khattab ville for en måned siden have mig op i ringen og sparre i fire runder. Det gjorde vi så, og jeg var meget træt efterfølgende. Men jeg følte også, at jeg stadigvæk havde noget at give,« siger Mikkel Kessler. Foto: Jonas Olufson

Blå bog
  • Født 1. marts 1979 i København.
  • Fhv. verdensmester i supermellemvægt hos WBA og WBC.
  • Professionel siden 1998.
  • Rekordliste 46-3, 35 sejre før tid.
  • Har bokset 13 VM-kampe og tabt tre - på udebane mod topnavne.
Han sad der sgu. Danmarks største boksenavn er ikke længere boksepensionist. I stedet er Mikkel Kessler i gang med at forberede et comeback til ringen fire år efter nederlaget til Carl Froch i London.

Det blev bekræftet ved et pressemøde på Crowne Plaza i København.

Mogens Palle opfordrer Kessler til danskerkamp

»Jeg er glad for, at jeg stadig har en plads hos Team Sauerland. Det har været en lang vej for mig med stoppet. Jeg har skubbet en barnevogn og holdt en masse foredrag. Men nu er jeg klar til at komme tilbage, og det er hjertet, som driver værket,« siger Mikkel Kessler

En nyhed, som promotor Kalle Sauerland retteligt havde kaldt en stor af slagsen for dansk boksning i den pressemeddelelse, der blev sendt ud torsdag. Den tyske showmand skulle dog ikke bruge mange minutter for at skrue endnu mere op for blusset.

»Det er med stor glæde, at vi ser frem til the return of the Viking Warrior. Det er en bokser, som går rundt i fighting vægt. Han har kæmpet mod og slået de bedste. Nu tror vi på, at vi kan erobre verden,« siger Kalle Sauerland.

I går kom det frem, at Kessler-comebacket kunne ske i forbindelse med den nye store turnering World Boxing Super Series.

Her skal 16 af boksesportens store navne fordelt på to vægtklasser kæmpe om en samlet præmiepulje på op mod 350 millioner kroner. Den store turnering er årlig og vil indeholde 14 boksegallaer fra september og frem til maj. Alle navne præsenteres ved et arrangement i juni. Ifølge Kalle Sauerland er der dog intet på plads. Dagens pressemøde handlede kun om at offentliggøre, at Kessler er tilbage.

»Jeg har hele tiden trænet. Abdul Khattab ville for en måned siden have mig op i ringen og sparre i fire runder. Det gjorde vi så, og jeg var meget træt efterfølgende. Men jeg følte også, at jeg stadigvæk havde noget at give,« siger Mikkel Kessler.

Men hvordan endte det hele i grunden her? Når Mikkel Kessler efter sit officielle karrierestop er blevet spurgt, om det også inderst inde var ovre, har han stået fast. Hovedet var ikke med mere. Det kunne end ikke 25 millioner kroner og Andre Ward i Parken ændre på, som han formulerede i et interview med Jyllands-Posten i 2015. I samme artikel gjorde han det klart, at karrieren ikke skulle forlænges ved at tage de nemme kampe og nemme penge. Det var ingen grund til at gamble med den hånd og synet, som har været de mest alvorlige af en række skader.

»Fem mio. her, tre mio. der, lige pludselig har du fået en kamp for meget. Jeg har kun tabt til de bedste på udebane. Jeg skal ikke tabe til en eller anden bums, og det sker, hvis man fortsætter. Se på Roy Jones jr.! Han bokser stadig. Hvorfor laver han ikke andre ting? Min tid er nok også forbi. Jeg bliver ikke bedre i hvert fald.«

Så faldt Danmarks bedste bokser i det sorte hul efter stoppet, blev forretningslivet kedeligt, eller handler comebacket alligevel om penge?

»Jeg har ændret mit syn på tingene. Min kæreste Lea skal også være lidt mere involveret i, hvad der skal ske. Vi har taget nogle møder med min fysiske træner og omkring mit helbred. Folk taler om ringvrag. Det er slet ikke det, som jeg er ude. Jeg skal tilbage i min bedste form.

Jeg gør det ikke for pengene, så havde jeg gjort det for to år siden,« siger Mikkel Kessler.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her