*


Boksning

Bevæget dansk titelbejler efter knockout – Min fars tårer rørte mig

Dennis Ceylan smadrede sin hånd igen, men leverede en flot præstation med en knockout allerede i 2. omgang og vil nu have titelkamp.

Dennis Ceylan (th) sendte hurtigt sin colombianske modstander til tælling. Foto: Jakob Jørgensen/Polfoto

Bum, bum, bum. Sådan sender man en 40-årig hårdfør colombianer med adskillige hårde modstandere på CV’et tilbage over Atlanterhavet og kommer selv tættere på en titelkamp.

Dennis Ceylan, OL-bokseren fra 2012, leverede flot boksning så længe det varede, og sendte Walter Estrada fra Colombia tre gange i gulvet på fem minutters effektiv boksning. Til sidst endte Estrada i tovene og gled resignerende ned på kanvassen, hvor han så helt tummelumsk ud. Ceylan vandt således allerede i anden omgang på sin første knockout i halvandet år.

»Jeg har altid vist, at jeg kunne slå hårdt, men min hånd er ødelagt igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved den,« sagde Dennis Ceylan efter sejren og afviste, at skaden er karrieretruende.

Efter sejren kom Dennis Ceylans far og søster op til ringen. Tydeligt rørte. Det bevægede bokseren.

»Mange tror, at boksere er nogle hårde fyre, men mit hjerte er blødt som smør. De var stolte og rørte, og derfor blev jeg på samme måde,« forklarede Ceylan efterfølgende.

Kampen sluttede i 2. omgang, men det var lige ved, at Ceylan måtte gøre yderligere for at få sejren. Da Walter Estrada røg i tovene talte kampleder Jan Christensen talte over colombianeren og var lige ved at lade ham fortsatte.

Colombianerens træner kom styrtende fra ringhjørnet med armene viftene til alle sider. Ikke mere. Først da kunne Dennis Ceylan springe op i hjørnet af ringen og lade sig hylde det Brøndby Hallen, der bliver mere og mere fyldt denne søndag aften, hvor hovedkampen er Patrick Nielsen vs. Rudy Markussen i den i hvert fald største kamp mellem to danske boksere siden 1999. Da mødtes Mark Hulstrøm og Tue Bjørn.

»Jeg kunne bare mærke, at han var mærket, og han er jo en del ældre end mig,« sagde Ceylan.

Sejren betyder, at Ceylan nu regner med en titelkamp i begyndelsen af det nye år.

»Der er mulighed for en titelkamp, men jeg ved ikke, hvilken det bliver,« siger den danske bokser og ærgrer sig over, at han trods en høj placering på Europarangering ikke har fået en titelkamp endnu.

»Jeg er blevet sprunget over nogle gange. De har afholdt et par titelkamp, hvor de har valgt en, som er længere nede på listen end mig, så jeg ved ikke rigtigt, hvad den liste betyder,« fortalte Ceylan.

Han begyndte kampen med at se sin modstander an i et minut eller to. Estrada er højrefodsbokser, mens Ceylan er det modsatte, hvilket kan give en akavet kamp. Da danskeren havde luret sin modstander, begyndte han at arbejde på ham, og det gik ikke længe, inden Estrada lå på kanvassen. Det skete allerede i første omgang, men han var ikke for alvor rystet.

Det var tog tydeligt, at Ceylan havde et massivt overtag allerede fra anden omgangs begyndelse. en serie sendte igen Estrada i gulvet, dog uden at blive talt over, og derefter jagtede Dennis Ceylan knockouten. Den kom, da Estrada blev fanget langs tovene og lod Dennis Ceylan smaske sig en højre uppercut.

Estrada kiggede tomt for sig, væltede bagover og satte sig på rumpen i det, der blev en nemmere sejr for Dennis Ceylan, end man kunne have forventet. 

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her