Tyk eks-verdensmester fik store klø
Riddick Bowe forsøgte sig med et comeback i thaiboksning.
45 år og 37 kilo overvægt.
Det var, hvad den tidligere sværvægtsverdensmester i boksning Riddick Bowe præsenterede i ringen i sit comeback i weekenden i Thailand.
Og det var ikke et comeback i boksesporten men i thaiboksningen, hvor man også må sparke.
Hurtigt nederlag
Bowe mødte den 30-årige russer Levgen Golovin (100 kilo), og russeren havde let ved at tildele Bowe et hurtigt nederlag. Bowe stillede sig i normal boksningspositur med venstre ben fremme og klar til at lange ud efter Golovin, men russeren sparkede blot løs på det fremskudte ben.
"Man kan komme igen efter et slag til hovedet eller til kroppen, men når man bliver sparket på benet, så varer smerten længere," sagde Riddick Bowe til AP efter kampen, der blev stoppet allerede efter to minutter af anden omgang.
Da havde Bowe allerede været i gulvet fem gange.
Havde det sjovt
I sine velmagtsdage vejede Bowe 99 kilo, men nu er vægten røget op på 136 kilo. Han agter alligevel at fortsætte thaibokningen.
"Jeg havde det sjovt. Jeg har tænkt mig at gøre det igen. Næste gang det kommer til at være anderledes," sagde Bowe.
"Det vil være en stor fejltagelse. Det her er ikke noget for ham. Han er for langsom og lidt for gammel," sagde Levgen Golovin.
Gik konkurs
Bowe stoppede karrieren i 1996, men har siden haft flere katastrofale comebacks, hvor han både har vundet og fået klø af forskellige journeymen.
I 2005 gik han personligt konkurs, og de 850.000 kr., som han fik for at stille op, har sikkert også talt godt for at bibeholde motivationen.
I 1992 havde Riddick Bowe bælter fra tre verdensforbund i sværvægtsbokning.