Vildt udfald mod Mikkel Kessler
Carl Froch har i den grad skruet op for retorikken før kampen mod Kessler.
"Hvis jeg skal, så dræber jeg den fucker lørdag aften. Jeg dræber ham. Det lyder brutalt, det lyder forfærdeligt, men det er, hvad kampen betyder for mig. Og når jeg er i gang med at smadre hans ansigt, vil jeg gå efter at dræbe ham. Jeg kommer til at gå til stregen. Jeg vil gøre skade på ham. Jeg ønsker at sætte tingene på plads. Det er sådan, jeg føler."
Hvis Mikkel Kessler har brug for motivation før kampen mod Carl Froch, så skal han bare åbne dagens udgave af The Telegraph, hvor Carl Froch siger ovenstående om Mikkel Kessler.
Den britiske bokser lider åbenbart af en usædvanlig hævntørst efter nederlaget i 2010, da Kessler vandt på point i den såkaldte Super Six-turnering.
Konen bliver væk
Når Froch - ifølge ham selv - har vundet, så bliver der ingen omkamp.
"Jeg er der ikke bare for at vinde kampen, men for at sætte ham ud af spillet. Jeg ønsker ikke at se ham mere. Jeg er dødtræt af ham, jeg er træt af, at han har slået mig, og jeg ønsker at sætte tingene på plads, og hvis det betyder, at jeg er nødt til at skade ham alvorligt, så gør jeg det," siger Carl Froch til The Telegraph.
Dengang blev kampen bokset i Herning, mens kampen lørdag bokses i London.
I det usædvanlige interview siger Carl Froch, at han har bedt sin kone om at blive væk fra kampen, da han "ikke vil være en særlig rar person at være sammen med den aften".
Jyllands-Posten.dk liveblogger lørdag aften fra kampen og følger op med reportage og reaktioner.