*

Boksning

Micki Nielsen anser dopingsag for et overstået kapitel

Bokseren Micki Nielsen føler sig frikendt i mystisk dopingsag, efter at forbundet WBC har ophævet suspension.

Det danske boksehåb Micki Nielsen kan igen fokusere fuldt ud på kampene i bokseringen.

Tirsdag oplyser Team Sauerland, at den danske cruiservægter igen er rangeret hos bokseforbundet WBC.

Nielsen har gennem flere måneder været suspenderet hos WBC på grund af en dopingsag i Sydafrika.

- Jeg er rigtig glad for, at WBC igen har mig på ranglisten.

- Dopingbeskyldningerne mod mig har været falske. Jeg ser det her som en frifindelse, at jeg nu anerkendes som uskyldig.

- Jeg vil nu lægge sagen bag mig og fokusere på min karriere, siger Micki Nielsen i en pressemeddelelse fra Sauerland.

Bokseren blev i september idømt fire års karantæne i Sydafrika, efter at han i 2016 havde været i ringen mod Johnny Muller.

Ifølge Det Sydafrikanske Antidoping Agentur (Saids) afleverede Micki Nielsen en dopingprøve indeholdende spor af testosteron i forbindelse med boksekampen.

Først et halvt år senere kom den påståede dopingforseelse frem til offentligheden, og Dansk Professionel Bokseforbund (DPBF) har aldrig anerkendt sagen.

Til trods for dommen i Sydafrika gik Micki Nielsen i oktober i ringen og slog ukraineren Taras Oleksiyenko på knockout.

Micki Nielsens rekordliste lyder på 24 sejre og et enkelt nederlag i 25 kampe.

Danskeren rangerer som nummer 20 på WBC's verdensrangliste.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her