*

Badminton

Vittinghus videre i Korea efter vildt comeback

Hans-Kristian Vittinghus overlevede seks matchbolde på stribe og spillede sig i kvartfinalen ved Korea Open.

Hans-Kristian Vittinghus snuppede en billet til kvartfinalen efter en sensationel slutspurt. Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

Den danske badmintonspiller Hans-Kristian Vittinghus er kendt som en stor fighter, men det comeback, han torsdag leverede i Super Series-turneringen Korea Open, var alligevel ekstraordinært.

Vittinghus var bagud med 14-20 i tredje sæt af kampen mod Thailands Pannawit Thongnuam, men med en imponerende slutspurt afværgede han de seks matchbolde og tog sejren med 22-20.

Danskeren havde tabt første sæt med 16-21, men han kom godt igen i andet sæt, som han vandt med 21-16.

Andet sæt så dog ud til at have drænet Vittinghus, for han kom skidt ind i tredje og afgørende sæt.

Thongnuam dominerede fra start, og da han tilspillede sig seks matchbolde ved stillingen 20-14, var Vittinghus så godt som ude.

Men med otte point på stribe vendte han det hele på hovedet og snuppede en billet til kvartfinalen efter en sensationel slutspurt.

Her venter syvendeseedede Wang Tzu Wei fra Taiwan.

Til gengæld blev anden runde endestationen for Anders Antonsen.

Han startede fremragende og vandt let første sæt med 21-9 over japaneren Kazumasa Kasai, men danskeren faldt i niveau og tabte de to følgende sæt 16-21, 6-21.

Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen levede op til forventningerne, men måtte slide hårdt for at slå et sydkoreansk par i tre sæt.

Den andenseedede danske duo vandt med 21-17, 10-21, 21-19 og er klar til kvartfinalen, hvor kineserne Yue Du og Ya Xu venter.

For Sara Thygesen og Mathias Christiansen er turneringen derimod slut. Danskerne tabte 21-19, 17-21, 16-21 til Yuki Kaneko og Koharu Yonemoto fra Japan.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her