*

Atletik

Bolt sikrede sin sidste finale med Jamaicas stafethold

Problemfrit kvalificerede Bolt og Jamaica sig til VM-finalen i 4 x 100 meter. Det bliver Bolts sidste løb.

Usain Bolt. Foto: Tim Ireland/AP

Den jamaicanske sprinterkonge Usain Bolt løber lørdag aften sit sidste løb i karrieren, når han er en af fire deltagere på Jamaicas stafethold på 4 x 100 meter ved atletik-VM i London.

Bolts karriere kunne være sluttet lørdag formiddag, men som forventet var det en formssag for jamaicanerne at løbe sig videre til finalen.

Jamaicanerne satte tredje bedste kvalifikationstid med 37,95 sekunder. Amerikanerne med Justin Gatlin på holdet var hurtigst i tiden 37,70 sekunder, mens Storbritanniens hold løb på 37,76 sekunder.

For Jamaica løb Tyquendo Tracey, Julian Forte, Michael Campbell de tre første ture, før Bolt overtog depechen og med vanligt overskud løb over målstregen.

I finalen bliver holdet forstærket af den mere erfarne Yohan Blake.

- Vi har haft et par træninger op til VM, men vi laver stadigvæk nogle fejl. I finalen kommer Yohan Blake ind på holdet, og det bliver helt sikkert godt, siger Usain Bolt ifølge AFP.

Tidligere har Bolt skånet sig selv for de indledende løb, men i hans sidste konkurrence har han valgt at være med hele vejen.

- Tilskuerne på stadion er med til at give mig energi. De har været helt fantastiske under VM. De gør det svært for mig at være trist over, at det er min sidste konkurrence, siger Bolt.

Bolt har tidligere i karrieren vundet fire VM-guld i 4 x 100 meter samt en enkelt sølvmedalje.

I samme disciplin var han tre gange i træk med til at vinde OL-guld, men guldmedaljerne fra 2008 i Beijing måtte Bolt og holdkammeraterne aflevere tilbage, da Nesta Carter blev taget for doping.

Lørdagens stafetfinale begynder cirka klokken 22.50 dansk tid.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her