Benamputeret missede OL-kvalifikation
Den såkaldte Blade Runner, Oscar Pistorious, missede kvalifikationen til OL med 22 hundrededele.
Det var med blandede følelser, at den sydafrikanske løber Oscar Pistoriuos fredag vandt sølv ved de afrikanske mesterskaber i 400 meter løb.
For sølvet i sig selv er opsigtsvækkende, da Pistoriuos mangler begge sine underben og derfor løber med specielle kulfiber-proteser, men tiden som han satte var 22 hundrededele af et sekund for langsom til, at Pistoriuos kan komme med til OL i London senere på sommeren for Sydafrika.
Tiden 45.52 var ikke nok til at klare kravet på 45.30, selvom Oscar Pistorious en gang tidligere i sæsonen har været under de 45.30. Det kræves nemlig, at atleter skal under udtagelseskravet to gange i sæsonen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kan stadig komme til OL
Drømmen om OL er dog ikke helt væk for Oscar Pistorious.
"Jeg håber, at jeg stadig har mulighed for at blive valgt til Sydafrikas hold til 4x400 meter stafet, ligesom jeg også glæder mig meget til de Paralympiske Lege," sagde Oscar Pistorious fredag ifølge Reuters.
Den nu 25-årige Oscar Pistorious blev sidste år den første med amputerede lemmer, der deltog ved VM i atlektik, da han var med i sydkoreanske Daegu. Det offentliggøres på mandag, hvem der skal stille op for Sydafrika på stafetterne til OL.