Fortsæt til indhold
Sport

Kommuner skal ikke kridte fodboldbaner op

Landets idrætsklubbers tabte slagsmål med kommuner i Højesteret. Kommuner er ikke ansvarlige for opkridtning.

Ritzau

Er det kommunen eller idrætsforeningen, der har ansvaret for at kridte fodboldbanerne op?

- Det er idrætsforeningerne.

Sådan lød dommen fra Højesteret onsdag i en principiel sag, hvor afgørelsen kan få stor betydning for landets idrætsklubber.

Kridtsagen har rullet siden 2008, hvor Jammerbugt Kommune afviste at betale for Jetsmark Idrætsforenings opkridtning af de lokale fodboldbaner.

Højesteret hjalp ikke

Kommunen fik i 2010 medhold i landsretten. Det fik imidlertid Jetsmark Idrætsforening til at prøve sagen i Højesteret med økonomisk opbakning fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) samt Danmarks Idræts-Forbund (DIF).

Men det hjalp altså ikke meget for idrætsforeningen at føre sagen hele vejen, Højesteret gav kommunen medhold og stadfæstede landsrettens afgørelse.

Højesteret slår fast, at kommunen ikke er forpligtet til at kridte fodboldbanerne op.

Ingen særydelser

Jetsmark Idrætsforening skal i alt betale 110.000 kroner i sagsomkostninger til Jammerbugt Kommune.

De fem dommere i højesteret var enige. I dommen hedder det blandt andet:

- Der er ikke pligt for kommunen til at udføre særlige tjenesteydelser for foreninger mv., der får et udendørs anlæg stillet til rådighed.

- Det er ubestridt, at Jammerbugt Kommune ikke opkridter banerne ved Jetsmark Stadion i forbindelse med sin egen brug af dem.

- Højesteret tiltræder herefter, at Jammerbugt Kommune ikke er forpligtet til at iværksætte og opretholde opkridtning af fodboldbanerne ved Jetsmark Stadion, og Højesteret stadfæster derfor dommen.

Vanskelig frivillighed

DIF-formand Niels Nygaard satte forud for dommen ord på, hvad det ville betyde, hvis Højesteret gik imod foreningerne - som det altså skete.

- Det kommer til at betyde, at der er nogle steder, hvor de frivillige foreninger ikke længere vil have den service fra kommunernes side, og at det kan blive vanskeligere at drive frivillig virksomhed i Danmark, sagde Niels Nygaard.

- Det er noget rent principielt. Efter vores opfattelse er opkridtning af baner en del af det "nødvendige udstyr", som kommunerne skal stille til rådighed for foreningerne.