*

Det frie ord

Når vi taler om udlændinge

De sidste årtier er den kritiske debat om udlændinge rykket fra højrefløjen og ind i midten af dansk politik.

Tonen i den danske udlændingedebat bliver af mange kaldt for hård. Der er dog i praksis også plads til en mere rummelig omgangsform, som her hvor den danske politimand, Lars Møller, leger ”I hvilken hånd er ringen?” med en lille pige fra Mellemøsten, der med sin familie er på vej op gennem Jylland på motorvej E45. Foto: Michael Drost-Hansen

Udlændinge, der kommer her til Danmark, spiller en stor rolle i den offentlige debat.

I disse år diskuteres det især, hvordan Danmark skal håndtere den massive strøm af flygtninge, der søger mod Europa fra særligt Syrien, Irak og Afghanistan.

Hvilke forhold og økonomiske ydelser skal de have ret til i Danmark? Hvordan kontrollerer vi antallet? Og hvordan integrerer vi dem i det danske samfund? Det er nogle af de spørgsmål, der fylder på Christiansborg og i medierne.

Regeringen ønsker ikke, at Danmark skal være et attraktivt mål for flygtninge. Fra midten og mod højre bakker Folketingets partier i dag op om en stram udlændingepolitik, mens venstrefløjen mener, at Danmark i højere grad skal åbne sig udadtil.

Den danske udlændingedebat handler primært om indvandrere fra ikke-vestlige lande. Debatten er karakteriseret ved at være meget åben og direkte. I forhold til f.eks. vores nabolande taler man i Danmark i høj grad om problemer og udfordringer, der følger med indvandringen, f.eks. økonomisk, kulturelt og religiøst. Det er bredt accepteret at være kritisk.

Her skiller Danmark sig ud blandt mange andre lande i Europa. Størst er forskellen til vores naboland Sverige. Her har politikere og iagttagere kaldt den danske udlændingedebat for både “ekstrem” og “racistisk”.

Sverige har en lang tradition for at være åben for indvandring, og indvandringskritiske røster isoleret i den offentlige debat. Ved valget i 2014 stemte næsten 13 pct af svenskerne på det nationalkonservative parti Sverigedemokraterne, der ønsker en hård kurs over for indvandrere. Det gjorde partiet til det tredjestørste i Rigsdagen, men de øvrige partier nægter konsekvent at samarbejde med Sverigedemokraterne.

I Frankrig og Holland ser man udlændingedebatter, der minder om den danske.

Måden, vi diskuterer udlændinge på herhjemme, har ændret sig gennem de sidste tre årtier. I 1980’erne og 1990’erne tog Danmark imod store grupper af flygtninge fra krige i bl.a. Mellemøsten og på Balkan. Mange af dem fik dog ikke job, lærte ikke dansk, og de blev placeret sammen i ghettoområder, hvor kriminaliteten voksede. Integrationen fungerede ikke.

Dengang var det ikke accepteret at tale kritisk om indvandringen, som det er i dag. Partier, der gjorde det, hørte til på den yderste højrefløj.

Det nystiftede Dansk Folkeparti gik i 1998 til valg med en indvandringskritisk politik og fik 13 pladser i Folketinget. Året efter kaldte den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, partiet for fremmedfjendsk og sagde i sin åbningstale, at: “Stuerene, det bliver I aldrig!”

Men i de følgende år voksede vælgernes opbakning til Dansk Folkeparti, der gik frem ved stort set alle valg. Fra 2001 til 2011 var Dansk Folkeparti støtteparti for VK-regeringen og fik gennemført en række stramninger på udlændingeområdet. Imens lagde flere partier sig ind på den kritiske linje i udlændingedebatten – heriblandt Socialdemokraterne, som Poul Nyrup Rasmussen ikke længere var formand for.

Det blev gradvist mere anerkendt f.eks. at stille større krav til udlændinge, der ønskede statsborgerskab. Særligt efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001 satte debatten fokus på sammenstødet mellem indvandrere fra muslimske lande og den vestlige kultur, de var kommet til.

Udlændingedebatten er også blevet et varmt emne, når danskerne går til folketingsvalg. Sidst, ved valget i 2015, kæmpede Socialdemokraterne og Venstre om at fremlægge forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Ved samme valg blev Dansk Folkeparti det næststørste parti i Folketinget.

Arbejdsspørgsmål

  1. Se de to videoer med debattørerne Mikael Jalving og David Trads.
  2. Diskuter de to synspunkter.
  3. Hvilke fordele og ulemper ser du i måden, udlændingedebatten foregår i henholdsvis Danmark og Sverige?
  4. Har medierne et særligt ansvar for at formidle både positive og negative historier om udlændinge?
  5. Oplever du, at du i din hverdag bliver påvirket af måden, man diskuterer indvandring i den offentlige debat?

Mikael Jalving

Mikael Jalving er historiker og forfatter til flere bøger, senest “Søren Krarup Og Hans Tid”, “Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige” og “Mig og Muhammed”.

Mikael Jalving stiller sig skeptisk over for særligt den muslimske indvandring, som han ser som en trussel mod Europa. Han er en skarp kritiker af udlændingedebatten i Sverige.

Mikael Jalving beskriver sig selv som politisk borgerlig, men er ikke tilknyttet et parti.

David Trads

David Trads er uddannet journalist og har været chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Han har desuden været korrespondent i Moskva for Jyllands-Posten og i Washington D.C. for Berlingske. Han har tidligere forsøgt at blive opstillet til Folketinget for Socialdemokraterne.

I dag er David Trads debattør på fuld tid og skriver flere blogs, bl.a. på Jyllands-Posten. David Trads markerer sig særligt i udlændingedebatten, hvor han er en varm fortaler for det multikulturelle samfund.

Se også

I Danmark må du sige (næsten alt), hvad du vil

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Projekt Det frie ord

Det fulde overblik: Det frie ord

Jyllands-Postens undervisningsprojekt ”Det frie ord” er et gratis tilbud til folkeskoler, gymnasiale uddannelser og sprogcentre. Projektet har til formål at gøre rede for den historiske udvikling af ytringsfriheden i Danmark – og at forklare de regler og love, som regulerer ytringsfriheden.
Emner

Det danske mediebillede

De danske medier er en mangfoldig og broget forsamling, der driver formidling på mange forskellige platforme som papir, tv, radio og internet.

Debat Må man tegne Muhammed?

Aldrig tidligere har en dansk artikel med tilhørende tegninger haft så stor effekt, som da Jyllands-Posten besluttede at trykke 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her