*

Det frie ord

Hvorfor er ytringsfrihed vigtig?

Ytringsfriheden et vigtigt fundament for demokratiet.

Nogle anser amerikaneren Edward Snowden for at være en helt, der har udført en nødvendig handling ved at lække stribevis af dokumenter, der viser, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA systematisk har overvåget tusindvis af amerikanske og internationale borgere. Og at det er godt, at overvågningen er kommet frem, bl.a. via medierne. Andre mener, at han er en forræder, og at USA skal retsforfølge ham. Under alle omstændigheder optræder han jævnligt i medier og på konferencer, bl.a. via videolink fra sit eksil i Rusland – her på den amerikanske tv-kanal NBC. Foto: NBC News/AP

Formålet med ytringsfrihed er simpelt: Alle skal kunne sige deres mening om magten. Det betyder, at alle må sige noget kritisk eller grimt om politikere, statsministeren eller kongen. Eller om politiet, dommerne, kirken osv.

Diktatorer, politiske eller religiøse, er bange for nye idéer, som kan true deres magt. Derfor er ytringsfriheden en beskyttelse mod politisk eller religiøs undertrykkelse, og den er et våben mod vilkårlig udøvelse af magt.

Demokrati er, at folket selv bestemmer over landet. Et demokrati fungerer ved samtale og debat om nye idéer. I et demokrati prøver man hele tiden at finde de løsninger, som flest mulige mennesker er tilfredse med – men det er en konstant proces, hvor alle skal lytte til alle andre, så man på den måde kan diskutere sig frem til den bedste politik. Hvis nogen – f.eks. politiet eller regeringen – på forhånd kunne forbyde kritik, ville debatten ikke være fri, og nogle få mennesker ville kunne bestemme alt i landet.

Derfor er ytringsfriheden et vigtigt fundament for demokratiet. Ytringsfrihed kan gøre ondt, fordi nogle mennesker bliver kede af det, fornærmede eller vrede – men det er prisen for at have en fri debat og et frit samfund.

Alle skal kunne sige deres mening om magten.

Vi taler om, at medierne i Danmark er en ”public watchdog”, altså en vagthund for offentligheden. Det betyder, at mediernes opgave er at holde øje med magten og bruge ytringsfriheden til at råbe op, hvis en autoritet gør noget, som strider mod demokratiet.

Som nævnt betyder ytringsfrihed at kunne sige sin mening frit. Alligevel kan man i Danmark i sjældne tilfælde blive straffet for at sige sin mening.

Det kan virke mærkeligt, at man i et demokrati kan blive straffet for ytringer – for det er jo netop meningen, at man skal kunne sige alting i en fri debat?

Husk dog på, at formålet med ytringsfriheden er kritik af magten, men ikke at kunne sige alting om andre borgere. Hvis man indførte straf for f.eks. kritik af politiet, ville det være imod hele idéen om ytringsfrihed. I Danmark er det i princippet muligt at indføre den slags forbud, men der har længe været enighed om, at det ikke skal ske.

Arbejdsspørgsmål

  1. Man må kritisere magten. Men må man også kritisere enkelte politikeres personlige liv? Diskutér.
  2. Diskutér, hvordan en avis bedst er en ”public watchdog”.

Næste kapitel

Ytringsfrihed 3 Skær hans tunge ud! Om enevældens censur

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Projekt Det frie ord

Det fulde overblik: Det frie ord

Jyllands-Postens undervisningsprojekt ”Det frie ord” er et gratis tilbud til folkeskoler, gymnasiale uddannelser og sprogcentre. Projektet har til formål at gøre rede for den historiske udvikling af ytringsfriheden i Danmark – og at forklare de regler og love, som regulerer ytringsfriheden.
Emner

Det danske mediebillede

De danske medier er en mangfoldig og broget forsamling, der driver formidling på mange forskellige platforme som papir, tv, radio og internet.

Debat Må man tegne Muhammed?

Aldrig tidligere har en dansk artikel med tilhørende tegninger haft så stor effekt, som da Jyllands-Posten besluttede at trykke 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her