Her er badevandet fint
Vandet på EU's feriemål har det godt. Selv sø i London er en svømmetur værdig.
92,1 pct. af badevandsområderne i EU opfylder badevandsdirektivets minimumskrav til vandkvaliteten.
Det viser tal fra Det Europæiske Miljøagenturs og Europa-Kommissionens årlige badevandsrapport, som beskriver sidste års vandkvalitet på over 22.000 badesteder på strande, ved floder og ved søer i hele Europa.
Blandt andet Serpentine Lake i Hyde Park i London, hvor nogle af de olympiske discipliner i år skal foregå.
Det reneste vand
Ifølge rapporten var vandkvaliteten på 77,1 pct. af badestederne særdeles god, dvs. at den overholdt de strengeste vejledende værdier. Det er en stigning på 3,5 procentpoint i forhold til sidste års tal.
I Cypern, Kroatien, Malta og Grækenland var badevandskvaliteten særdeles god. I alle disse lande opfyldte over 90 pct. af badevandsområderne de strengeste vejledende værdier.
Vandkvaliteten på Europas populæreste sommerdestinationer var generelt god.
I Spanien, Italien og Portugal var vandkvaliteten udmærket i over 80 pct. af områderne og mere end 90 pct. af badevandsområderne opfyldte således de bindende værdier.
Tallene glæder miljøkommissær Janez Potocnik:
"Langt de flest europæere interesserer sig for vandkvaliteten og ønsker mere information om den. Vi skal derfor fortsat sikre, at vandet i EU – fra badevand til drikkevand – har den rigtige kvalitet i forhold til den ønskede anvendelse, og at vandøkosystemet samlet set er sundt," siger han i en pressemeddelelse.
Det mindst rene
Lande som Holland, Bulgarien, Letland, Luxembourg og Belgien havde forholdsvis få badesteder, som opfyldte de strenge vejledende værdier. Dette gjaldt især ferskvandsbadestederne.
Generelt er der dog tale om, at badevandskvaliteten i EU er blevet markant forbedret siden 1990.
Antallet af saltvandsbadeområder, der ikke opfylder bestemmelserne i badevandsdirektivet, faldt fra 9,2 pct. i 1990 til 1,5 pct. i 2011, viser rapporten.
Antallet af ferskvandsområder, der ikke opfylder de bindende værdier, faldt fra 11,9 pct. i 1990 til 2,4 pct. i 2011 - den hidtil laveste procentdel nogensinde.
I Danmark betegnes over 90 pct. af vandet ved kysten som godt eller tilstrækkeligt.
Se mere på Miljøagenturets hjemmeside.
LÆS OGSÅ: I Hitlers badevand