Idyl og iltre øboere

På en øde grusvej på toppen af middelhavsøen parkerer Maurizio Testa sin Porsche i rabatten over for det eneste hus i miles omkreds, hvorefter en mand stormer ud og overfuser ham.

Upåvirket af den lyseblå himmel over Elbas skønneste udsigt med hav til alle sider er denne mand uden forvarsel højrød i ansigtet af raseri. Og uden for pædagogisk rækkevidde.

Han vil ikke have nogen som helst bil parkeret i nærheden af sit hjem. Hvis han skulle ud at køre selv, ville netop det sted, hvor Maurizio Testas sølvskinnende bil holder, være dér, hvor han plejer at parkere sin egen øse.

Her i tomheden er verden hans. Som vejens eneste beboer har han i sit eget verdensbillede et mere end rimeligt krav om territorial dominans.

Maurizio Testa er et seriøst menneske i stivstrøget sommerskjorte og med glatraget isse. Han plejer ikke at smile ret meget, og nu kan han da slet ikke se nogen grund til at fråse med de kostbare smilebånd.

Som indfødt elbaner er han i øvrigt ikke glad ved, at nogen fortæller ham, at han har gjort noget forkert - ikke mindst fordi han sætter en ære i at have alting i fuldstændig orden. Det gælder i særdeleshed hans nyistandsatte og luksuriøst indrettede boutique hotel, hans undervisningsvirksomhed på fastlandets universiteter om vinteren, hans lærebøger i hoteldrift, hans briller, hans tøj, den velplejede isse, hans hud - overordnet set ham selv i alle aspekter af livet.

Bombetrussel

Med det udgangspunkt går Maurizio Testa til modangreb. Antændt som en fyrsvamp råber han, at han ikke finder sig i den overfusning og med al sandsynlighed vender tilbage senere for at lægge en bombe under huset. Overfuseren skal ikke nogensinde kunne regne med at sove trygt, så længe Testa har sin gang på denne planet.

Hvorefter den perfekte hoteldirektør flår sin bil ud fra rabatten, accelererer med alt, hvad den er udstyret med af motorkraft, og trækker de sygeste rivere i den afsondrede grusvej, så mandens hus indhylles i en støvsky, mens vi banker af sted.

Sandsynligvis i sidste øjeblik, før riflen kom frem.

»Vi er korsikanere her. Sådan en tilflytter,« hvæser Maurizio Testa ud mellem tænderne.

Jeg lader bemærkningen hænge. Uanset hvad ville jeg nok blive plaffet ned først, hvis fejden for alvor brød ud. Jeg er ikke engang tilflytter, tilhører som journalist vel nærmere spion-kategorien, altså en potentiel stikker - men heldigvis indtil videre på hold med ham med den hurtigste bil.

Specielle øboere

Hændelsen egner sig til at beskrive Elba, som er en perle af højeste karat, når det kommer til natur, fødevarer, klima, geografi og kvalitetsturisme.