Idyl og iltre øboere

På en øde grusvej på toppen af middelhavsøen parkerer Maurizio Testa sin Porsche i rabatten over for det eneste hus i miles omkreds, hvorefter en mand stormer ud og overfuser ham.

Upåvirket af den lyseblå himmel over Elbas skønneste udsigt med hav til alle sider er denne mand uden forvarsel højrød i ansigtet af raseri. Og uden for pædagogisk rækkevidde.

Han vil ikke have nogen som helst bil parkeret i nærheden af sit hjem. Hvis han skulle ud at køre selv, ville netop det sted, hvor Maurizio Testas sølvskinnende bil holder, være dér, hvor han plejer at parkere sin egen øse.

Her i tomheden er verden hans. Som vejens eneste beboer har han i sit eget verdensbillede et mere end rimeligt krav om territorial dominans.

Maurizio Testa er et seriøst menneske i stivstrøget sommerskjorte og med glatraget isse. Han plejer ikke at smile ret meget, og nu kan han da slet ikke se nogen grund til at fråse med de kostbare smilebånd.

Som indfødt elbaner er han i øvrigt ikke glad ved, at nogen fortæller ham, at han har gjort noget forkert - ikke mindst fordi han sætter en ære i at have alting i fuldstændig orden. Det gælder i særdeleshed hans nyistandsatte og luksuriøst indrettede boutique hotel, hans undervisningsvirksomhed på fastlandets universiteter om vinteren, hans lærebøger i hoteldrift, hans briller, hans tøj, den velplejede isse, hans hud - overordnet set ham selv i alle aspekter af livet.

Bombetrussel

Med det udgangspunkt går Maurizio Testa til modangreb. Antændt som en fyrsvamp råber han, at han ikke finder sig i den overfusning og med al sandsynlighed vender tilbage senere for at lægge en bombe under huset. Overfuseren skal ikke nogensinde kunne regne med at sove trygt, så længe Testa har sin gang på denne planet.

Hvorefter den perfekte hoteldirektør flår sin bil ud fra rabatten, accelererer med alt, hvad den er udstyret med af motorkraft, og trækker de sygeste rivere i den afsondrede grusvej, så mandens hus indhylles i en støvsky, mens vi banker af sted.

Sandsynligvis i sidste øjeblik, før riflen kom frem.

»Vi er korsikanere her. Sådan en tilflytter,« hvæser Maurizio Testa ud mellem tænderne.

Jeg lader bemærkningen hænge. Uanset hvad ville jeg nok blive plaffet ned først, hvis fejden for alvor brød ud. Jeg er ikke engang tilflytter, tilhører som journalist vel nærmere spion-kategorien, altså en potentiel stikker - men heldigvis indtil videre på hold med ham med den hurtigste bil.

Specielle øboere

Hændelsen egner sig til at beskrive Elba, som er en perle af højeste karat, når det kommer til natur, fødevarer, klima, geografi og kvalitetsturisme.

Elbanere derimod er øboere, rundet af århundreders hårdt arbejde og agtpågivenhed. Selv om de er temmelig mange - rundt regnet 31.000 på en ø på størrelse med Møn, en times færgefart fra fastlandet - har de bevaret tydelige tegn på nedgroet øbo-mentalitet. Lukkethed og mistro er to af dem, stærke slægtsbånd og hang til familiefejder to andre.

På vej tilbage til Hotel Ilio fortæller Maurizio Testa sin historie. Som mange andre af øens gamle familier kom Testa'erne engang i tidernes morgen som flygtninge fra den nærliggende, meget større, franske ø Korsika, hvis befolkning er kendt om ikke berygtet for rebelskhed, uregerlighed og hævntørst. Familien var på flugt fra opstande og opslidende fejder, sandsynligvis som den tabende part.

Før Elba blev fin

Familien Testa var landmænd som alle andre. Dyrkede vin og oliven på deres knoldede, stenede vinmarker på klippeskråningerne ved fiskerlejet Capo Sant' Andrea på nordsiden af Elbas vestligste ende. Det var så som så med udbyttet.

Som alle andre på Elba producerede familien billig bordvin. Indtil for få årtier siden var øens ekstraordinære betingelser for vindyrkning af høj klasse endnu ikke udforsket, ligesom øens op imod 200 spektakulære strande i første halvdel af 1900-tallet kun sporadisk var blevet opdaget og efterstræbt af den mest eventyrlystne elite fra fastlandets nærmeste metropoler - Pisa, Firenze, Rom etc.

»Min far var visionær og ambitiøs. Han åbnede Hotel Ilio på sin vinmark i Sant' Andrea, som var et idyllisk og smukt sted, men langt fra alfarvej. Han troede på potentialet og på fremtiden, og hans principper er nøjagtig dem, som jeg arbejder videre med. Kvalitet, arbejdsomhed, en garanti til kunden om tilfredshed. Er en gæst hos os alligevel utilfreds, skal der ikke være et punkt på den del, vi har leveret, han kan klage over. Gør han det alligevel, er han med garanti typen, der er utilfreds uansat hvad,« siger den 45-årige Maurizio Testa.

Afskedsgaven

Og der ligger så hans Ilio. For enden af hundredvis af kurver og stejle hårnålesving. For foden af Elbas højeste bjerg, Monte Capanne på 1019 meter. Der er ingen grund til at sige Maurizio Testa imod. Det er flot. I dag er Hotel Ilio omgivet af farvestrålende blomster, en citronhave, bougainvillea, terrasser og verandaer med alskens bedårende vækster fulde af kvidrende fugle og med udsigt over det evigt azurblå Middelhav.

Faderen, Ilio Testa, døde til familiens store sorg af kræft for tre år siden. På sit dødsleje bad han Maurizio om at bruge en del af arven på at købe den luksusgenstand, som han allerhelst ville have. For en enkelt gangs skyld.

Det blev porschen; faderens, den gamle vinbondes afskedsgave til sin elskede og dedikerede søn. Det er tydeligt på Maurizio Testas mimik, at forholdet var noget særligt.

Faderens død blev imidlertid også startskuddet til en stor omvæltning. Maurizio Testa, der var blevet grundigt uddannet inden for økonomi og hoteldrift på universitetet i Assisi, satte sig for at satse massivt på at gøre det allerede velfungerende Hotel Ilio til Elbas første boutique hotel med et tilbud om totaloplevelse i en kvalitet, som konkurrenterne ville misunde ham. På bedste elbansk vis.

Et boutique hoteler en betegnelse, der endnu kun benyttes lidt i Italien, men som er opstået i USA og dækker over, hvad man kunne kalde det modsatte af masseturisme. Et boutique hotel er lille, personligt, skræddersyet efter kundens behov, med individuel stil og appel og af en klasse, hvor prisen betyder mindre. Blot varen er i orden.

Ro og orden

»Vores hotel er ikke et familiehotel i gængs forstand. Vi satser ikke primært på familier med børn, selv om de selvfølgelig også er velkomne. Vores målgruppe er par, bryllupsrejser, modne vennepar, romantiske ferier, hvor alt fungerer. Vi holder ikke fester, og her er ikke larm, men ro, klasse og god mad og vin,« fortæller Maurizio Testa.

Bor man på Hotel Ilio, spiser man på Hotel Ilio. For en pæn portion penge har Testa hyret øens kendteste kok, som i køkkenet bruger dagen på at forberede en lusuriøs aftensmenu for de maksimalt 48 gæster, som hotellet kan huse ad gangen i de 20 individuelt indrettede værelser fordelt på forskellige afdelinger og niveauer på grunden.

Økologi og bæredygtighed i valg af materialer er natuligvis indarbejdet i konceptet.

»Elba har alt og ikke mindst en meget bevidst befolkning, som ikke vil se øen blive spoleret af turismen eller udefrakommende investorer. Da politikerne på et tidspunkt godkendte et stort hotelprojekt, vendte befolkningen sig imod det og fik det stoppet. Den kvalitetssans går igen i de varer, der produceres på øen,« siger Testa.

Parfume og syltetøj

Dagen efter byder han på endnu en tur i porschen. Vi besøger parfumefabrikken Acqua dell' Elba, der af øens urter, planter, blomster og frugter og alger fra det omkringliggende hav laver parfumer, der nu også efterspørges i modemekkaerne Milano og Firenze.

»Vi prøver at holde igen. Vi vil ikke være større, end vi er, for at kune satse på elitesegmentet. Det ville også være for brutalt for øen, hvis vi støvsugede den for produkter til vores parfumer, for vi bruger stort set kun vildtvoksende ingredienser,« siger indehaveren af parfumefabrikken, Fabio Murzi. Han etablerede Acqua Dell' Elba for seks år siden med søsteren Chiara og vennen Marco. I dag er Acqua dell' Elba en kæde med ni butikker.

Det samme i bjerglandsbyen Marciana, hvor Renato Mangini har restaureret og indrettet en 500 år gammel stald i stueetagen under et byhus til Il Capepe - en syltetøjsfabrik, hvor han netop lægger sidste hånd på en citron-rosmarin-marmelade og byder på skiver af landbrød med figen-ingefær og sure skovkirsebær-marmelader.

»Min kone, Doriana, og jeg gør det her, fordi vi føler os forpligtede til at vise, hvad Elbas natur kan frembringe af ekstraordinære produkter. Det har været vores drøm længe, og nu er vi fast besluttede på at bruge vores liv på at virkeliggøre drømmen,« siger Renato Margini, der er uddannet restauratør af antikke stenhuse.

Turen slutter hos Hugo Lucchini, vinbonden på vingården Acquabona uden for Portoferraio, der har bragt Elbas vine på verdenskortet. Han skænker et glas af den sødlige dessertvin, Aleatico fra 2003. Så behøver man ikke at sige mere.

Læs også: De stille kanarieøer