Anni har en bondegård. Ih-ah, ih-ah, åh. Og på den gård, der er en ko. Ih-ah, ih-ah, åh.«

På den store græsplæne hopper en håndfuld børn rundt i rundkreds, mens de synger af fuld hals. Et par bedsteforældre har plantet sig på nogle stole. Solen skinner, og Magnus og Laura, tvillinger, kan knap vente, til vores bil holder stille, med at hoppe ud på gårdspladsen.

I deres otte-årige liv har Magnus og Laura to gange været på bondegårdsferie hos Anni Eghøj på gården, som både har sit svenskklingende navn, Fagerholt, og udseende fra en af det nærliggende slot, Egholms tidligere ejere, en svensk adelsmand. Fundamentets store kantede sten er måske også hentet fra det svenske - i 1870'erne.

»Ellers aner vi ikke, hvor de er kommet fra. Det er i hvert fald helt umuligt at finde sådanne store kampesten her i Hornsherred,« siger Anni Eghøj, mens hun med raske skridt viser Laura og Magnus hen til det lille hønsehus - rødmalet som resten af gårdens bygninger.

Magnus og Laura ved godt, hvor kyllingerne og hønsene er, og de kan snildt finde vej til både halmladen - hvor man kan hoppe - til kaninerne, som man kan kæle med; til ponyerne, som man kan ride på; til svaleungerne, som man kan beundre; til kartoflerne, der skal graves op; til jordbærrene, der skal plukkes …

Når Anni, netop i dag, viser vej, er det, fordi hun i går hentede et dusin kyllinger. Små og gule og med svingfjer, som nærmest gror frem time for time. Under en varmelampe klumper flokken sig nu lidt sammen. Hvis man holder dem med faste og rolige hænder, kan man sagtens tage dem op. Men ikke mere end 30 sekunder. »Og 30 sekunder, det er den tid, det tager at tælle til 30,« siger Anni.

Sultne lam

Med hver sin kylling i hver sin hånd sidder Magnus og Laura helt stille - og tæller til 30. Derefter går turen til gårdens to sorte lam. Et par måneder gamle er de netop taget fra den flaske, der har holdt dem i live indtil nu. Da de ser Anni, bræger de hjerteskærende.

»Men det går ikke mere med flasken,« siger Anni. »I går var der en af dem, der spiste og slugte flaskens gummisut. De spiser alt. Nu må de også kunne spise græs.«

Sammen med sin mand, Niels Eghøj, startede den agronomuddannede Anni aktiviteterne med bondegårdsferie i slutningen af 1980'erne. Siden er det vokset støt. Nu er det et af de steder, hvor der er udsolgt i alle ugerne i skolernes sommerferie, og som familier ofte vender tilbage til. Det gælder også Ninet Lundager Hansen og datteren Sille.

»Vi var der første gang sidste sommer, og det var alle tiders ferie. Børnene var i halmhuset hele dagen, legede og lavede cirkus. Det var så skønt, at det faktisk var en stor skuffelse for Sille at komme tilbage. Det var jo ikke de samme børn som sidste sommer. Efter et par timer var hun dog glad igen. Da var hun allerede blevet bedste venner med de børn, som nu er her,« siger Ninet Lundager Hansen.