Mineby med forbindelser til Danmark

Røros ligner et frilandsmuseum, men nægter at være det. Nok kommer her op mod en million turister om året, men det betyder ikke, at her stinker af pomfritter, at der er støjende musik overalt, eller at man sælger det samme kinesisk producerede turist-tingeltangel fra alle butikker – tværtimod.

Røros har sin værdighed, der bygger på tradition og kulturarv – det fornemmer man straks, når man går en tur på byens to parallelle hovedgader, Kjerkgata og Bergmannsgata, der, som navnene næsten siger, fører fra den lavere del af byen med bl.a. station og hotel, op til hhv. kirken og bjergværket, dvs. fabriksbygningen kaldet smeltehytten, hvor kobberet blev udsmeltet.

Husene, herunder butikkerne, der sælger forholdsvis almindelige varer, heraf mange lokale produkter, er af træ og velbevarede. Det skal de også være, for de er fredede og optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

Husene er opført i svært tømmer, og nogle fremstår således, men de fleste er beklædt med malede brædder. Rødt og gult var "fattigmandsmaling", fordi farvestoffet var billigt, hvorimod hvidt kostede mere og derfor blev brugt af velstående mennesker. Om social status også kan udledes af husfarven i dag, skal vi lade usagt.

Danskekongens kobbermine

Kobberminerne i området og smeltehytten i Røros, Norges største kobberværk, er hele omdrejningspunktet for byens eksistens. Industrieventyret varede i ca. 330 år, fra kobberet blev opdaget i 1644, til mineselskabet gik konkurs og lukkede ved årsskiftet 1977/78.

I midten af 1600-tallet havde Norge i over 100 år været underlagt danske konger (rigsfællesskabet varede til 1814), og Christian IV var dansk konge, da kobberet blev opdaget. Krige hærgede Europa, og der var brug for ædle metaller, så kongen lovede belønning til dem, som fandt metaller – og straf til dem, som tav om forekomster.

Røros meldte sig, og kobberværket fik i 1646 kongeligt privilegium til at udnytte mineraler, skov og vandløb inden for en cirkel med centrum i Røros og en radius på ca. 45 km. Med det samme betød det et økonomisk løft til hele regionen, også uden for privilegieområdet, idet bønderne fik arbejde i tilknytning til værket og kunne sælge deres produkter her.

Men kongen og staten krævede deres. 10-12 pct. af omsætningen måtte sendes til København, med tiden blev det dog mindre. Christian IV blev kendt for sine store bygningsværker, hvoraf en del stadig præger København, og flere steder i kilderne til historien om Røros støder man på det udokumenterede udsagn, at store dele af datidens København er bygget for penge fra minedriften.

Et konkret eksempel: Kilder nævner, at taget på den gamle børsbygning i København er lavet af kobber fra Røros. Et norsk skrift nævner myten, men er samtidig skeptisk over for den. Butikken ved smeltehytten i Røros understøtter historien ved at have et billede hængende af børsbygningen, men nævner ikke i tekst noget om tagets mulige oprindelse. Historien kan dårligt være korrekt. Børsen er opført på Christian IV’s foranledning 1620-24, men taget var da af bly. Huller i det blev senere fyldt ud med blik og tegl. Først omkring 1880 blev det nuværende kobbertag lagt – altså ca. 66 år efter det dansk-norske rigsfællesskabs ophør.

Derimod er det en kendsgerning, at meget af Røros-kobberet kom til en anden del af Danmark, nemlig Kobbermølle/Kupfermühle, der i dag ligger på den tyske side af grænsen ved Flensborg. Fra 1732 udskibede Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord teglsten til Trondheim i Norge. På tilbagevejen medbragte skibene kobber fra Røros til videre forarbejdning i Kobbermølle – i øvrigt også skabt af Christian IV.

Besøg i smeltehytten og kirken

Røros og omegn har mange muligheder for aktiviteter, men to steder må man absolut besøge i byen: smeltehytten og kirken.

Smeltehytten har været brændt flere gange og er derfor kun delvis original, men den rummer et indblik i det hårde liv, det var at arbejde ved minedriften. Modeller viser, hvordan der blev arbejdet i minerne, og de Storm P-apparater, som datiden kunne frembringe til transport af stenmaterialer med kobber og oppumpning af vand, er genskabt med stor nøjagtighed. Smeltehytten i Røros var den største af 12 i området. Kobbersmeltning og –støbning demonstreres om sommeren. Entre 70 kr., 125 kr., hvis man også vil besøge Olavs Mine 13 km fra Røros.
www.rorosmuseet.no

Kirken er usædvanlig pga. sin størrelse med 1.600 siddepladser, dvs. plads til alle, som ved færdiggørelsen i 1784 boede i Røros. Byggeriet blev finansieret af kobberværket, som til gengæld anbragte sit bjergværkssymbol på tårnet. Kirke-opførelsen foregik under mottoet »Til Guds ære og bjergbyens pryd«, og sandt er det, at især kirketårnet ses knejsende over alle træhusene. Entré med omvisning 30 kr.
www.roroskirke.no