Californiens oversete kyst

En lille flok mennesker står stimlet sammen ved kanten af en skrænt. 50 meter under dem banker Stillehavet al sin opsparede energi mod klipperne, og til højre står Point Arena-fyrtårnet og proklamerer verdens ende. Vi stiger ud af bilen og spørger, hvad de kigger efter.

»Hvaler,« svarer en midaldrende mand, der står sammen med sin kone.

Og knap har ordet forladt hans mund, før en sky af vand sprutter op fra havet, og en lille ø kommer til syne. Eller faktisk er det ryggen på en lille gråhval, og snart efter kommer dens mor til syne i havoverfladen og pruster vand ud af åndehullet. Manden låner os sin kikkert, og så står vi og kigger på hvalerne, indtil de forsvinder igen.

Vi er på Mendocinokysten i det nordlige Californien. Et sted, der ikke gør meget væsen af sig, et sted, hvor det føles som om, tiden går lidt langsommere. Måske er det derfor, at de færreste turister på Californien-rundtur kommer på disse kanter, omend Mendocino er en velkendt hemmelighed blandt de lokale.

Mendocinokysten ligger omtrent tre timers kørsel nord for San Francisco, og den mest populære strækning går fra Fort Bragg i nord til Gualala i syd med Highway 1 som den eneste pulsåre. De fleste steder er øde, ubebyggede områder med få landsbyer spredt langs kysten, men selve Mendocino er en lille, hyggelig kystby med 894 indbyggere. Her er ingen fast food-restauranter, ingen supermarkedskæder, men derimod små familiedrevne forretninger og gamle træhuse i viktoriansk stil, da hele byen er fredet. Trods sin diminutive størrelse er Mendocino hovedbyen, men den virkelige attraktion er naturen.

Her kan man lave ingenting

Skal man finde Mendocinos sjæl er det bare at stoppe ved en af kystlinjens mange udkigspunkter. Det er her, hav og land mødes, her Stillehavet kommer af med sine indebrændte aggressioner, her man kan råbe af sine lungers fulde kræft og aldrig blive hørt.

Men af en aller anden grund finder man nemt ro i den rå natur, det frådende hav, de forrevne klippeskrænter, den omklamrende havgus og de tætte, frodige skove.

En spytklat fra Highway 1, nær Gualala, ligger Mar Vista Cottages, og leder man efter et sted at give sig til så lidt som muligt, så er det her, det sker. 12 små hytter slænger sig op ad en skråning med skoven som bagtæppe og udsigt til Stillehavet i horisonten. Her møder vi Renata Dorn, der driver Mar Vista Cottages sammen med sin mand, Tom.

»Vi har begge to været bymennesker det meste af vores liv, så det her område gav os et pusterum fra det hektiske liv. Og det samme pusterum forsøger vi at tilbyde til vores gæster, der leder efter fred og ro ved havet,« siger hun.

Området er kendt for sit fokus på økologi og bæredygtighed, og det går igen hos Mar Vista, hvor man kan gå på rov i en stor grønthave med alle årstidens krydderurter og grøntsager. Vi plukker sæsonens sidste røde tomater samt lidt rucolasalat, grønkål og rødbeder til en gang pasta og salat til aftensmad. Om morgenen vågner vi op i sengetøj, der dufter af lavendel (det bliver lufttørret over en lavendelmark), og foran vores hoveddør hænger en lille kurv med fire frisklagte æg fra de 50 høns, der kagler bag en stor indhegning. Der er geder og kaniner, som ungerne kan lege med, ligesom man hver dag kan være med til at samle æg fra hønsegården.

Renata Dorn forklarer, at stedet er grundlagt af en dansker, Rasmus Eschen Eriksen, der byggede hytterne i 1936 sammen med ungareren Louis Kovacs. Eriksen var opvokset i Marstal på Ærø,

så derfor var det naturligt at leje hytterne ud til sportsfiskere, der kom til Mendocino for at fange laks og regnbueørred.

Efter Eriksens død i 1966 skiftede Mar Vista hænder flere gange indtil Renata og Tom Dorn overtog stedet i 2000 og gennemrenoverede hytterne.

»Vi er vokset op på østkysten, så vi blev virkelig betaget af Mendocinokystens vilde og dramatiske natur. Især fordi det er så ubebygget, da meget af kysten er fredet,« siger Renata Dorn.

Tåget eventyrland

Om morgenen går vi ned til en lille privat strand for foden af en høj skrænt. Store, sorte klipper ligger strøet i havet, og mens solen forsøger at overbevise sig selv om, at det er besværet værd at klemme sig gennem havgusen, ser vi et par delfiner i vandet og kort efter en lille flok sæler, der springer rundt i bølgerne.

Og så er det, at den endelig kommer krybende. Tågen. For det er, når Mendocino afviger fra devisen om 'sunny California', og kysten bliver indhyllet af en fugtig tåge, der sniger sig ind fra havet og indrammer den uspolerede natur i et mystisk og dragende skær, at stedet kommer til sin ret. Det er som at køre gennem et eventyrland, og hvor der før var et fantastisk udkigspunkt over Stillehavet, er der nu kun en væg af fugtig gråhed at se.

Det gør kun stedet endnu mere indbydende, især da vi tager et højresving lige før Mendocino og befinder os i Van Damme State Park. En park ranger fortæller os, at der er blevet set en del pumaer på det seneste og advarer mod at tage små børn og kæledyr med for dybt ind i skoven, da pumaerne kan finde på at hapse dem. Og selv om man vist stadig skal være ret heldig for at se de sky kattedyr, så putter fruen alligevel et par store sten i lommen, bare for en sikkerheds skyld. Mens støvregnen falder, går vi langs klukkende vandløb under de majestætiske redwoods, der tårner sig over os. Det ligner et sted, der er blevet glemt af historien. Og det bedste er, at der stort set ikke er andre end os på ruten.

Da solen går ned, kører vi tilbage til vores hytte. Og slår benene op. For om aftenen er der mørkt - bælgravende mørkt. Månen og mælkevejen er de eneste gadelamper, og i hytterne er der ingen tv, radio eller telefon, og internetforbindelsen er upålidelig. Til gengæld er der et ildsted, og vi har bøger og varm kakao med. Udenfor hører vi vindens susen og havets brusen. Lyden af Mendocino.

LÆS OGSÅ: USA's naturskønne hjørne