Europas stejleste jernbane

Enhver, der har prøvet det på cykel, ved, at 4-5 pct. opad over 20 km kræver sin mand.

Lige nu er vi ikke på cykel men i et tog, og mærkeligt nok mærkes den stejle opkørsel næsten ikke.

Der er dog ingen tvivl om, at lokomotiverne - ét foran og ét bagved - er på arbejde. Hvor banen er mest stejl, er stigningsprocenten 5,5.

Flåmsbanen er en sidelinje til jernbanen mellem Oslo og Bergen, hvor der fra stationsbyen Myrdal 866 meter over havet blev ført spor ned til Flåm, som ligger i bunden af Aurlandsfjorden, en sidegren til Norges længste fjord, Sognefjorden, der er 204 km lang.

Flåmsbanen blev taget i brug i 1940, for at byggematerialer og produkter, især fisk, kunne komme ud i landet og ud i verden. I dag er Flåmsbanen primært et turisttog.

Og hvilke turister? I stort tal kinesere, japanere, koreanere og russere, fortæller Betina Hansen, en 32-årig dansker fra Egtved, der arbejder med markedsføring og pr for Flåm og Flåmsbanen.

Med udgangen af september passerede man 600.000 rejsende i år, hvilket er rekord i banens historie.

Plads til begejstring

Der er ikke overfyldt på vores tur med banen, men hver passager skal helst også have god plads, for de flotteste udsigter er snart til den ene side, snart til den anden, og vi farer fra vindue til vindue i togvognen for at få det hele med: Imponerende slugter, massive fjeldpartier, brusende vandfald og elve, idylliske partier med græssende får, tunnel på tunnel på tunnel - i tunnelernes mørke kan vi hvile øjnene lidt.

Der er hyppige stop undervejs, og midtvejs er der indlagt 5-10 minutters pause, hvor vi kan stige ud og lade os betage af en overvældende fos (vandfald).

Der lyder musik og skønsang fra højttalere, og på klippehylder ved siden af fossen dukker dragende, rødklædte kvindeskikkelser op.

De kaldes huldrer, som i den norske folketro er et overnaturligt kvindeligt væsen, der lokker vejfarende med smuk musik.

Spiralformet jernbane

Det bliver næsten for turistet, men snart efter går togturen videre op mod Myrdal.

Det sidste stykke er ingeniørkunst i verdensklasse: Skinnerne går i en spiral opad, skiftevis inde i fjeldet i en tunnel og uden på fjeldet, hvor man nedenunder kan se de skinner, som vi kørte på for lidt siden.

Et sted er der et ”vindue” i tunnelvæggen, så togpassagererne får en imponerende udsigt over Flåmsdalen.

Bergensbanen blev åbnet i 1909, og i 1923 besluttede Stortinget (det norske parlament), at Flåm og dermed Sognefjorden skulle forbindes med hovedlinjen.

Året efter gik arbejdet med tunnelerne i gang. Der skulle laves 20 med en samlet længde på 5,7 km.

Næsten konstant var mindst 200 mand beskæftiget med arbejdet, i perioder dobbelt så mange.

I 1936 begyndte skinnelægningen, og i 1940 blev banen taget i brug med damplokomotiver.

Trods Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Norge 1940-45 blev vandkraftværket ved Kjosfossen åbnet i 1944, og Flåmsbanen kunne samtidig elektrificeres.

Før byggeriet lød trafikprognosen på 22.000 passagerer om året, men nu er man altså godt forbi den halve million.

LÆS OGSÅ: Toget til toppen af Korsika

LÆS OGSÅ: Norges hvide perler