Bjergjagt i det næste store jagtland

Skuddets ekko bliver kastet frem og tilbage mellem de forrevne bjergtinder. Mankefåret tager tydeligt kuglen, men forsvinder bag et fremspring på den forhøjning, hvor den for et øjeblik siden gjorde sig til gode med friske urter, der havde kæmpet sig op mellem de hvide klippeblokke.

Det er indlysende, at det lige nu og her gælder om at holde hovedet koldt. For på den selv samme stengrund står der to væddere, som for mit utrænede øje begge fuldkommen ligner den, jeg lige har skudt på. Indtil videre stoler jeg på det liggende skud, det klippefaste anlæg og min effektive .338 Blaser Magnum, der i et kort bjæf har afsendt en 13,6 gram homogen Barnes TTSX-kugle.

Men tvivlen er der alligevel. I sigtekikkertens 12 ganges forstørrelse studerer jeg de to væddere for at se, om der blot er det mindste tegn på, at en af dem er såret. Men de står der bare. Jeg tager mig tid til endnu en gang at tjekke afstanden. Der er 157 meter til klippetoppen, læser jeg i kikkerten.

Jeg har glimrende muligheder for at studere de to dyr. Ingen af dem er ramt. Det er jeg sikker på, men så melder spørgsmålet sig, om det kan have været et forbiskud. Jeg tjekker mit udstyr en gang mere.

Kuglebanekompensatoren står på 150 meter. Skuddet er vinklet en smule nedad. Alle dele i denne situation er perfekte, både hver for sig, og når man sætter delene sammen til det hele, der netop har udspillet sig. Tiden er inde til at fastholde detaljerne.

Klokken er lidt over 13, solen er til højre for os, skuddet vendt mod øst. Ret øst vil jeg tro. Der løber en slugt mellem den forhøjning, jeg og mine guider befinder os på, og den tilsvarende blok, hvor mankefåret stod for lidt siden. Der er intet i nærheden, der ligner disse to geologiske formationer, så det bliver nemt at finde frem til det sted, hvor vædderen forhåbentlig tog min kugle.

»Et godt skud«

Ved min venstre side ligger Antonio og Andres. De studerer som jeg de to dyr på klippen. De taler lavmælt sammen på spansk. Jeg kan ikke følge med, men de lyder hverken ophidsede eller tvivlende. Så jeg tillader mig at antage, at de vurderer situationen som jeg. Antonio kommer mig i forkøbet og svarer på mit spørgsmål, inden jeg har tænkt formuleringen igennem: »Det var et godt skud.«

Han sætter sig op med ryggen til vædderne. Tænder en cigaret og byder Andres en i samme håndbevægelse. De suger dybt.

Så svinger de synkront deres rygsække op i skødet og fisker brød, pølse og en flaske rødvin op af kanvasdepoterne. Glas har de også med, og i løbet af få minutter er den herligste frokost i gang. Vinen smager bedre end nogen sinde.

Mankefåret er kulminationen på to jagtrejser. Den første var en anstandsjagt i august, hvor vi i en lille uges tid bevogtede mandellundene, som omkranser de eroderede bjergmassiver. Fårene holder til højere oppe i pinjeskovene og over trægrænsen, hvor deres eminente klatrefærdigheder gør dem til tindernes betvingere.

I sensommeren kommer de ned fra bjergene for at æde de saftige blade på de mandeltyngede træer. Og hvis fårene tager for hårdt fat - og det gør de ofte - tager deres appetit livet af træerne. Derfor er det her i det sydlige Spanien tilladt at fælde mankefår om sommeren, så snart de træder ind på dyrkede arealer.

Drømmenes jagtland

Heldet var ikke med os disse sommerdage, som ellers var skønne. Det var min første jagtrejse til Spanien, og jeg indså straks, at det er et enestående jagtland, som man kan placere højt i sine drømme over udenlandske jagtdestinationer. Mulighederne er mangfoldige, som landet er det i øvrigt. Her kan man indlogere sig ved kysten, jage vildsvin i bjergene, kronvildt på store indhegnede jagtejendomme, stenhøns i store udsætninger og får på de varierende bjergmassivers tinder.

Eller man kan lejre sig i en landsby og jage geder, råvildt, småvildt og fuglevildt fra nord til syd og fra øst til vest.

Der er omkring to millioner jægere i Spanien, og de dyrker deres passion lige så intenst og lykkeligt, som vi gør det i Danmark. Jagtindustrien er velorganiseret, myndighederne imødekommende og den lokale accept af jagt og jægere i top. Her er fremragende trofækunstnere, glimrende konservatorhåndværk og bøssemagertraditioner, som kan få selv en britisk adelsmand til at lette på hatten.

Mankefårene

Mankefårene er en historie for sig. De kom hertil for ca. 40 år siden. Indslæbt og udsat efter den samme tåbelige filosofi, som det er sket så mange andre steder i verden, hvor man for fornøjelsens skyld har introduceret arter i biotoper, hvor de aldrig har været naturligt forekommende.

Mankefår hører til i det nordligste Afrika, hvor de har haft kummerlige kår de seneste ca. 100 år. Derfor er det lige ved, at denne faunaforurening ender med at få en lykkelig afslutning, for mens bestandene på det afrikanske kontinent er for nedadgående, så stortrives de spektakulære mankefår i de andalusiske bjerge. Så godt, at de er blevet en trussel for de oprindelige bjerggeder. Men det betyder, at der i det sydøstlige Spanien er en bestand af mankefår, som med tiden kan danne baggrund for en reintroduktion af arten i dens oprindelige habitater.

I mellemtiden har mankefårene skiftet status fra at være på tålt ophold til at være decideret uønskede på grund af deres vellykkede evne til at udkonkurrere den lokale ibex - stenbukken.

Derfor blev der i løbet af 2010 indført nye forvaltningsregler i Andalusien, hvor mankefåret behersker tinderne. Det betyder, at de smukke dyr nu må jages på anstand i sommermånederne, og at både væddere, får og lam må efterstræbes under efterårets drivjagter. Planen er at reducere deres antal betragteligt. Ikke at udrydde dem, som det fejlagtigt fremgår nogle steder, men at bringe deres antal så langt ned, at der igen bliver plads til den lokale variant af stenbukken.

En stærk vædder

Derfor sad vi dengang i august fra morgen til aften i mandellundene i håbet om, at en stor, stærk vædder skulle driste sig ind på de mandeltræer, vi kunne overskue. Det var dejlige dage med middagslur under skyggefulde træer, frokoster i en gammel ruin og lange nætter hos Pepe og Chatarina, som har restaurant El Molino inde i landsbyen Vélez Blanco.

Men mankefårene så vi kun i det fjerne. Derfor er fotografen og jeg vendt tilbage i november. Denne gang er vi heldige. Allerede den første dag i Sierra Nevada-bjergene støder vi på en flok stenbukke, som også står på vores ønskeliste. Vi er sammen med to lokale guider og Antonio Teruel, som ejer jagtfirmaet IberHunting, og som arrangerer disse jagter.

Vi klatrer til tops, inden solen er kommet helt på himlen, men dummer os og bliver opdaget. Gederne stiger mod tinderne i et ærefrygtindgydende tempo, og vi resignerer som slagne cykelryttere på stive ben. Samme eftermiddag er vi tilbage i bjergene og får hurtigt kontakt med en ny flok stenbukke, hvor der er en gedigen stor buk i mængden af hunner og kid.

Det blev til nogle intense timer, hvor vi forsøgte at komme på skudhold nede fra dalen, og det lykkedes til sidst - med fast anlæg i en kaktus - at liste et højt skud ind i den smukke ged på 297 meters afstand. Den trillede ned ad bjerget, og vi nåede op til den i pandelampernes skær. En smuk stenbuk med nogle besnærende buede horn.

Bjergjagt

Bjergjagt som her i Sierra de Maria Nature Reserve er en enestående udfordring. Man skal kunne tænke jagtstrategisk, levere varen i form af rå fysisk udfoldelse, og så skal man være klar til at skyde i sære vinkler på relativt lange hold.

Det er en udfordring, og det giver smuk jagtlig mening at sætte sig selv under maksimalt pres for at mødes i en værdig duel med et vildt dyr, der har samtlige fordele af at være i sit rette element. Som jeg ligger der på bjerghylden og betragter mankefåret, solnedgangen og bjerglandskabet, forekommer det, at alt pludselig er blevet rigtigt, og jeg indser, at jeg nu også er blevet bjergjæger.

LÆS OGSÅ: 24 timer ved et vandhul