Til morgenmad hos orangutangerne

Vi var inviteret til morgenmad hos orangutangerne. Det var blevet annonceret som en enestående oplevelse, og vi blev ikke skuffede.

Nogle dage forinden var vi ankommet til Kuching, hovedbyen i provinsen Sarawak på den malaysiske del af Borneo, og nu skulle vi møde orangutangerne, der befandt sig i Semenggoh Wildlife Centre, ca. 20 km sydøst for Kuching.

Morgenmaden blev serveret for aberne præcis klokken 9.00, og vi skulle være på plads, når frugten blev båret frem af parkens personale, ranger'ne, og anbragt på nogle to meter høje tag selv-træborde på et lille åbent areal i regnskoven. Af hensyn til orangutangerne måtte vi kun være der i en time.

Semenggoh er et kombineret forsknings- og rehabiliteringscenter for vilde dyr og er mest kendt for sit arbejde med at hjælpe uheldige orangutanger tilbage til et naturligt liv i junglen.

Orangutanger er totalfredet i Malaysia, og en del af de menneskeaber, som centret har hjulpet tilbage i naturen, er orangutanger, som er blevet konfiskeret efter et liv i ulovligt fangenskab. Andre orangutanger er blevet bragt til Semenggoh, fordi de har været sårede eller forældreløse. Unger bliver normalt sammen med moderen, indtil de er omkring syv år gamle, så de er sårbare, hvis moderen dør.

Ingen indhegning

Lige nu er der 25 orangutanger tilknyttet Semenggoh, men det er langt fra alle, som dukker op til de daglige fodringstider klokken 9 og 15. Centret er ikke en zoologisk have, men ligger midt i urskoven uden nogen form for indhegning. Orangutangerne lever vildt i regnskoven og kommer kun forbi Semenggoh en gang imellem for at spise.

Som gæst kan man være uheldig, at der den dag ikke dukker en eneste af orangutangerne op. Vi var heldige.

I den ene ende af det lille, åbne areal, hvor omkring 100 turister flokkedes for at se og fotografere, havde en lille gruppe orangutanger samlet sig til morgenspisning i de tårnhøje træer. I den anden ende, meget tættere på publikum, havde en hun med en halvstor unge anbragt sig på en svær vandret sidegren til et himmelhøjt træ.

Fra træet daskede et falmet blåt tov direkte ned til bordet med tropiske morgenmadsprodukter, bl.a. frugt som bananer, kokosnødder, sukkerrør og andet godt. Med mellemrum klatrede mor orangutang ubesværet og nonchalant ned ad det dinglende tov med junior hængende om halsen eller på ryggen og forsynede sig fra det veldækkede bord. Maden trak hun med op i træet, hvor hun gav sig god tid til at spise. Den lille kravlede rundt overalt på hende og fik tiltusket sig sin del af forplejningen ved skiftevis at rykke i maden og med bedende øjne og grimasser at stirre på den tålmodige og blide moder.

Hurtige og stærke

Inden mødet med menneskeaberne var vi blevet instrueret i, hvordan vi skulle opføre os. Først og fremmest skulle vi være stille, men vi skulle også sikre os, at vi aldrig kom tættere på orangutangerne end seks meter.

»Husk, at en orangutang er seks gange så stærk som et menneske. De ser rare ud, men de kan være både lynhurtige og aggressive, og hvis de griber fat i dig, kan det være meget farligt,« forklarede vores guide, Tiyon.

Jeg kiggede på den spinkle afspærring, som bestod af et tyndt tov, der var anbragt mellem turisterne og den lille orangutang-familie. Den ville næppe yde megen beskyttelse i en tilspidset situation.

Det var åbenlyst, at aberne med de løjerligt lange arme er bomstærke. Vi kunne se, hvordan de helt ubesværet trak sig op i én arm, og mor orangutang demonstrerede for alvor sin styrke, da hun flækkede en frisk grøn kokosnød ved med én hånd at hamre den mod den gren, hun sad på. Bagefter rykkede hun kokosnødden fra hinanden med næverne. Enhver, der har prøvet at åbne en kokosnød, vil vide, hvor mange kræfter det fordrer.

Fire arme

Man kan spørge sig, om orangutanger har to arme og to ben eller i virkeligheden er udstyret med fire arme. Sådan ser det i hvert fald ud, når de opererer i træerne. Tilsyneladende er der ingen forskel på gribeevnen i hænder og fødder eller styrken i arme og ben.

Den lille time i selskab med de kloge menneskelignende aber forsvandt lynhurtigt. Pludselig var tiden gået. Modstræbende måtte vi sige farvel, fortrække og overlade aberne til deres liv i urskoven.

Borneo byder på mange spektakulære oplevelser, men der er efterhånden så få orangutanger tilbage i regnskoven, at man skal være mere end almindeligt heldig for at møde én selv på en længere junglevandring. I det perspektiv er et besøg i Semenggoh en oplagt mulighed for at komme helt tæt på orangutangerne.

Mødet med de sjove halvvilde aber på kanten af regnskoven står bagefter stærkt i erindringen.