*

Politik

Overvejelser om at danne nyt parti

De tre regeringspartiers støtte til KL i konflikten om lærernes arbejdstid har fået kredse blandt lærerne til at overveje at starte et nyt parti. Sandsynligheden for, at det kan lade sig gøre, har sjældent været større i nyere tid, siger en valgforsker.

Der er overvejelser om at starte et nyt parti i skuffelse og vrede over SRSF-regeringen. Det var på tale at begynde at samle de 20.000 underskrifter under torsdagens demonstration på Christiansborg Slotsplads, erfarer Jyllands-Posten. Foto: Ditte Lysgaard Holm

Lærere og andre offentligt ansatte er så skuffede over SRSF-regeringen, at kredse blandt lærerne overvejer at stifte et nyt parti, erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten.

Frustrationen over regeringens støtte til KL i striden om lærernes arbejdstidsaftale har fået flere lærere til at føle sig partiløse. Fire medlemmer af lærernes hovedstyrelse har inden for de seneste måneder meldt sig ud af Socialdemokratiet. Et femte medlem af hovedstyrelsen, Niels Christian Sauer, beholder foreløbig medlemskabet af Socialdemokraterne, men siger:

»Det er rigtigt, at der verserer forlydender om, at nogle overvejer at starte et nyt parti. Jeg har talt med flere personer om det, men vil ikke nævne navne.«

Formanden for lærerne i Esbjerg, Kenneth Nielsen, er et af de hovedstyrelsesmedlemmer i lærerforeningen, der har meldt sig ud af Socialdemokraterne, og han siger:

»Der er mange lærere og andre offentligt ansatte, som føler sig partiløse efter at have været vidne til, at SRSF-regeringen fuldstændig afviser at lytte til dem. På den baggrund er det naturligt, at nogle taler om muligheden for at skabe et nyt parti, et slags nyt socialdemokrati.«

Et nyt parti skulle ifølge Jyllands-Postens oplysninger være et parti, der placerer sig i centrum-venstre-delen af det politiske landskab, og som henvender sig til de vælgere, der føler sig svigtet af den nuværende regering.

Kun 5,7 pct. til regeringen

En meningsmåling, som Jyllands-Posten foretog specifikt blandt 268 lærere fra Esbjerg, der deltog i demonstrationen mod KL og regeringen i torsdags, viser en meget markant flugt fra regeringspartierne.

Blandt lærerne fra Esbjerg var der ved det seneste folketingsvalg i 2011 i alt 79,1 pct., der stemte på de tre regeringspartier, S, R og SF.

Men hvis der var valg i morgen, ville disse tre partier tilsammen kun få 5,7 pct. af stemmerne fra lærerne i undersøgelsen. Den største gruppe af lærerne i undersøgelsen, 44,4 pct., satte kryds ved at stemme blankt eller ud for rubrikken ”ved ikke”. Hver tredje ville stemme på Enhedslisten.

Professor og valgforsker Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet siger om undersøgelsen:

»Selv om man skal tage alle mulige forbehold ved sådan en meningsmåling vedrørende udvælgelsen af deltagerne og tidspunktet for målingen, så er resultaterne så slående, at end ikke alle fejlkilder i denne verden kan slå resultaterne ned. Det er så afgørende en måling, at det kan tælles i procenter af vælgerkorpset, hvad regeringspartierne risikerer at miste alene på lærerkonflikten. Flertallet af lærerne har i mange år hørt til regeringspartiernes sikre vælgere – og de har også ægtefæller. Jeg vurderer, at potentialet for at starte et ny parti i centrum-venstre næppe nogensinde har været så stort som netop nu i forhold til de seneste tre-fire årtier.«

Jordskredsvalg muligt

Ifølge Jørgen Goul Andersen skal der dog være mange betingelser opfyldt, for at det kan lade sig gøre at starte et nyt parti.

»Man skal have en vigtig anledning, man skal have nogle nogenlunde karismatiske personer til at stå i spidsen for partiet, man skal have en sammenhængende politik på alle politiske områder, og folk i partiet må ikke modsige hinanden. Men det er uhyre sjældent, at man ser så dyb og massiv en utilfredshed, hvor det samtidig er så svært at se, hvor de utilfredse kan gå hen. Om der kommer et udbrud som ved en vulkan, er umuligt at vide. Men jordskorpen er lige så tynd som i 1973,« siger Jørgen Goul Andersen og henviser til det såkaldte jordskredsvalg, hvor tre nye partier kom i Folketinget, og 44 pct. af vælgerne skiftede parti.

Ordet er dit: Kunne du finde på at stemme på et nyt parti, der placerer sig i centrum-venstre-delen af det politiske landskab?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Teknik- og Miljø borgmester posten?

Louis Jacobsen
Frustrationerne har fået frit løb efter Enhedslisten Københavns valg af borgmesterposten for Teknik- og Miljø.

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her