*

Politik

DR-vært om nytårstale: Det er teater

DR-journalister læste Thornings nytårstale og gættede derefter på, hvad den ville indeholde.

Tirsdag aften kl. 19.15 tonede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) frem på skærmen - klar med sin nytårstale.

Ask Rostrup spillede teater som optakt til statsministerens nytårstale. Arkivfoto

Men nytårstalen blev ikke sendt direkte - den var optaget to dage tidligere - og allerede tirsdag formiddag kl. 11 fik journalisterne på Christiansborg tilsendt talen.

Selv om journalisterne læste talen om formiddagen, gættede de om aftenen flittigt på, hvad den mon ville indeholde. Eller de lod som om, at de gættede.

Jeg vil tro...

I timen op til nytårstalen var der på DR1 optakt ved værterne Klaus Bundgård Povlsen og Ask Rostrup.

Her kunne seerne høre Ask Rostrup sige:

"Jeg vil tro, at vi kommer til at høre meget om den økonomiske krise."

Senere sagde Klaus Bundgård Povlsen:

"Det (nytårstalen, red.) er jo også en chance for at markere sig konkret med noget voldsomt og overraskende. Men det forventer vi ikke rigtigt."

Til det svarede Ask Rostrup:

"Det forventer vi ikke."

Et stykke teater

Men på daværende tidspunkt behøvede værterne slet ikke at have forventet noget, for de vidste - fuldstændig ordret - hvad der ville blive sagt.

Det erkender Ask Rostrup.

"Det bliver lidt et stykke teater, for vi ved noget, men vi må ikke sige, hvad vi ved," siger han.

Klausuleret

Talen er nemlig klausuleret, og derfor må journalisterne ikke afsløre indholdet før efter tv-transmissionen.

At de så lader som om, at de ikke ved, hvad der står i talen, skyldes ifølge Rostrup et hensyn til seerne.

"For nogle år siden sagde vi til seerne, at vi havde læst talen. Men det virker uforståeligt for de fleste, at vi nævner det, når vi ikke fortæller, hvad vi ved, fordi den er klausuleret."

"Det er en besynderlig formidlingsform, hvor man så skal ud og fortælle om klausuler," siger Ask Rostrup, som helst ville være fri for at lave politisk optakt til nytårstalen.

"Man skal i virkeligheden lade være med at lave den slags optakt. Det giver bedre mening end at en masse mennesker, som har læst talen, sidder og snakker om den, som om de ikke har læst den," siger han.

Hun vil sige, tror jeg...

Også på DR Update blev der umiddelbart før nytårstalen gættet på statsministerens budskaber.

Her sad politisk analytiker Jens Ringberg i studiet og talte om sine forventninger til talen.

"Hun vil sige, tror jeg, som hun også gjorde sidste år, at vi kan løfte os ud af krisen sammen."

Senere sagde Ringberg:

"Sidste år sagde hun ordet solidaritet tre gange. Det er også et ord, tror jeg, eller det er også et ord, som præger tankegangen i denne her nytårstale."

Ringberg fik ret - solidarisk blev nævnt to gange - men han havde også læst talen på forhånd.

"Jeg vidste godt, hvad hun ville sige, så det er noget pjat at bruge udtrykket tror. Det var en fejl af mig, og det vil jeg gerne beklage," siger Jens Ringberg.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Manden der reddede verden

Holger K Nielsen
For nylig kom det frem at Stanislav Petrov er død. Eller rettere: han døde i maj måned men først nu er dødsfaldet kommet frem til en større offentlighed

Blog: Legalisering af hash fjerner ikke bandeproblemet

Jens-Kristian Lütken
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her