Fortsæt til indhold
Politik

V-forslag tillader 30 kr. i timen

Et forslag fra V og DF vil gøre 30 kr. i timen til en mulighed mener Beskæftigelsesministeriet.

MARCHEN NEEL GJERTSEN

En timeløn på 30 kr. og ingen ret til hverken strejke eller blokade. Det kunne blive virkelighed, hvis der var flertal for et forslag, som Venstre og Dansk Folkeparti stillede i juni.

Forslaget har til formål at begrænse faglige organisationers ret til at lave konflikt, hvis en arbejdsgiver har tegnet overenskomst i forvejen.

På den omdebatterede Restaurant Vejlegården indledte 3F for eksempel en blokade, selv om arbejdsgiveren havde tegnet en overenskomst med den kristelige organisation, Krifa.

Vidtrækkende konsekvenser

For fremover at undgå den slags sager ville Venstre og DF begrænse konfliktretten. Men efter heftig politisk debat i løbet af sommeren fælder Beskæftigelsesministeriet nu for første gang juridisk dom over forslaget.

Ministeriet konkluderer, at oppositionens idé vil karambolere med EU-retten og dermed få langt mere vidtrækkende konsekvenser end først antaget.

Brud med dansk model

Ifølge EU-lovgivningen må der ikke skelnes mellem danske overenskomster og overenskomster fra andre EU-lande. Dermed kan en dansk arbejdsgiver i teorien tegne overenskomst med en polsk lønmodtagerorganisation og derefter sænke lønningerne til polsk niveau, uden at de ansatte altså har ret til at indlede en konflikt.

Polen er et af de lande i EU, som har de laveste lønninger for eksempelvis håndværkere, mens Danmark ligger i den høje ende.

Men forslaget vil betyde, at fagforeninger fremover »ikke lovligt vil kunne konflikte over for en virksomhed, hvor de ansatte aflønnes efter f.eks. en polsk overenskomst med en løn på 30 kr.,« skriver Beskæftigelsesministeriet.

Og selv om Venstre hele tiden har holdt fast i, at der ikke var tale om et angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel, så kommer ministeriet frem til den modsatte konklusion:

Begrænsningen »vil være et væsentligt brud med den danske model og mindske muligheden for at sikre ansatte en rimelig løn, som de kan leve af,« lyder det.

Lyver Venstre?

Vurderingen falder efter krav fra Socialdemokraternes ordfører for social dumping, Ane Halsboe-Larsen, og konklusionen får hende til at anklage Venstre for ligefrem at lyve.

»Venstre lyver. For nu har vi sort på hvidt, at forslaget åbner for en løn på 30 kr. i timen i Danmark. Det her er ikke nogen lille ting. Det er helt uhørt,« siger Ane Halsboe-Larsen.

Professor og arbejdsmarkedsforsker, Henning Jørgensen, fra Aalborg Universitet bekræfter ministeriets dom:

»Jeg har hele tiden sagt, at Venstre tog fejl. EU-reglerne betyder, at selv en lille begrænsning af konfliktretten kan få store konsekvenser for hele den danske model.«

Juridiske udfordringer

Både fagbevægelsen og Dansk Arbejdsgiverforening bad i sommer politikerne om at blande sig uden om debatten på Vejlegården, men DF og Venstre fastholder ideen om strammere lovgivning.

»Så vi må bede om at få indført et forbehold, som gør, at EU ikke blander sig i den slags,« siger DFs arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, erkender, at der er juridiske udfordringer forbundet med forslaget.

»Enhver kan sige sig selv, at vi ikke ønsker en situation, hvor der tegnes overenskomster på 30 kr. i timen,« siger hun om udsigten til polske lønninger på danske arbejdspladser.

Omformulere forslag

»Det kan godt være, hvis man tager beslutningsforslaget ord for ord, at det er i strid med EU-retten. Men derfor vil vi også, før vi genfremsætter forslaget, få en afklaring af det.«

Bør I ikke undersøge den slags, før I stiller forslag i Folketinget?

»Med al respekt så er jeg menigt folketingsmedlem, og jeg har ikke et justitsministerielt lovkontor i ryggen. Jeg har ingen chance for at gennemskue, om ministeriet har ret. Men vi har det værktøj som folketingsmedlemmer, at vi kan stille beslutningsforslag, og så er det regeringens pligt at stille lovforslag, hvis der er flertal for beslutningen,« siger Ulla Tørnæs.

Venstre arbejder nu på at afgrænse og omformulere forslaget. Men genfremsat, det bliver det, fastholder Tørnæs:

»Vi besluttede på vores sommergruppemøde, at vi holder fast i det her.«