Fortsæt til indhold
Politik

Venstre: Stop stikkeriet

Alt for mange vil stikke deres slagter på et for tyndt grundlag, mener Venstre.

Regeringen er godt i gang med at opbygge et stikkersamfund.

Det mener Venstre, som ser dagens melding fra fødevareminister Mette Gjerskov (S) som endnu et skridt i den forkerte retning.

I Morgenavisen Jyllands-Posten opfordrer Gjerskov befolkningen til at stikke hinanden, hvis man eksempelvis opdager fordærvet kød hos sin slagter.

Ikke borgernes opgave

"Det er forkert at bede borgerne om at rende rundt og stikke hinanden. Hvilke forudsætninger har man for at vurdere, om reglerne er overholdt?" siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen til Jyllands-Posten.dk.

Han mener, at andre må tage ansvaret for, at det, som danskerne propper i munden, har en ordentlig kvalitet.

"Det er i første omgang virksomhedernes opgave at sikre sunde fødevarer i Danmark. Dernæst er det myndighedernes opgave at lave de stikprøver, som er nødvendige. Det er ikke borgernes opgave," siger Kristian Jensen, som dog lukker op for, at der kan være undtagelser.

"Jeg siger ikke, at man bare skal være ligeglad, hvis man har mistillid til en butik. Hvis man oplever dårlige fødevarer, skal man selvfølgelig gøre opmærksom på det. Men så skal man også være sikker på, at der reelt er tale om dårlige fødevarer."

Svært at se

Og det kan være rigtig svært at se, vurderer Kristian Jensen, som derfor hellere havde været foruden opfordringen fra fødevareministeren.

"Med forslaget vil der komme rigtig mange vildskud i bøssen. Der vil komme mange anmeldelser, som måske ikke har noget på sig, men som kommer til at skygge for de alvorlige sager."

Men også på et andet plan frygter Venstre-manden for fødevareministerens forslag.

"Selv om det måske kan redde noget inden for en konkret sag, at borgerne stikker hinanden, så er der generelt meget mere at tabe. For med stikkeriet taber vi tilliden til hinanden," siger Kristian Jensen.

Et stikkersamfund

Han mener, at regeringen med Gjerskovs opfordring er godt i gang med at opbygge et samfund, hvor stikkeriet får en central plads.

Som et andet bidrag hertil nævner han regeringens beslutning om, at Skat fremover har fri adgang til villahaver i jagten på sort arbejde.

"Regeringen har en holdning om, at man skal angive og stikke hinanden. Og det lægger fødevareministerens slet heller ikke skjul på," siger Kristian Jensen.

R: I orden at melde

Også Dansk Folkeparti giver regeringens forslag en hård medfart.

"Det uheldige er, at fødevareminister Mette Gjerskov i denne sag yderligere opfordrer danskerne til at rende rundt og stikke hinanden for alle mulige ting”, siger DF's forbrugerordfører, Mette Hjermind Dencker.

Men der er ikke tale om ussel stikkeri. Der er tale om, at den rådne kød i kølediske skal til livs. Det mener De Radikale, som bakker op om fødevareministerens udmelding.

"Jeg vil ikke kalde det for stikkeri. Jeg ser det som en opfordring til, at borgerne skal give en hjælpende hånd, så vi kan komme af med dårligt og råddent kød," siger De Radikales gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen.