*

 

Politik

Her er de underligste spørgsmål i Folketinget

Intet er åbenbart for småt at kræve minister-svar på. Lykketoft synes, det er noget pjat.

De såkaldte §20 spørgsmål må alle folketingsmedlemmer stille enhver minister. Arkivfoto: Adrian Joachim

Folketingets opgave er som bekendt at kontrollere den til enhver tid siddende regering.

Men Folketingets politikere har efterhånden også påtaget sig den opgave at bruge den siddende regerings tid på ethvert spørgsmål, de måtte føle sig berettiget til et svar på.

De såkaldte §20 spørgsmål, som ethvert folketingsmedlem må stille enhver minister, handler både om store samfundsproblemer, som for eksempel hvordan regeringen har tænkt sig at øge væksten eller omstille Danmark til grøn energi.

Noget pjat

Andre spørgsmål er kendetegnet ved at være så detajlerede, at Folketingets formand ikke længere synes, de hører hjemme i Danmarks lovgivende forsamling.

»Meget af det er noget pjat. Jeg synes ikke, det bidrager til politikernes anseelse at stille så mange mærkelige spørgsmål i offentligheden. Der er for eksempel ikke i spørgetiden, at man skal afklare en indefrosset betaling på nogle cubanske cigaretter,« siger Mogens Lykketof (S) med henvisning til et spørgsmål fra et Venstre-medlem.

Og som man spørger får man svar. For nylig fik et medlem af DF således et enstavelses-svar, da han spurgte integrationsministeren, hvorvidt hun ville kræve en undskyldning for, at der var blevet danset mavedans juleaften til et arrangement i Lalandia.

»Socialministeren svarede "Nej," og så gik hun ned fra talerstolen igen. Jeg har ingen kritik af ministre, der nøjes med at svare nej til sådan et spørgsmål, for det egner sig ikke til en opløftende debat i Folketinget, om der har været danset mavedans på Lalandia,« siger Mogens Lykketoft.

Hvad med Skipper?

Jyllands-Posten har samlet et udpluk af de mest detaljerede §20-spørgsmål fra 2012. Ingen af eksemplerne overgår dog det legendariske §20-spørgsmål, der blev stillet i 2003 af Christian H. Hansen, daværende medlem af Dansk Folkeparti. Hans spørgsmål til justitsministeren lød:

»Vil ministeren oplyse, om der er sket nyt i sagen om bortførelsen af hunden "Skipper" fra en marina i Bogense, Fyn, samt oplyse, hvad politiet har foretaget sig i denne sag, der ydermere er blevet en pengeafpresningssag?«

Fynbo Foods

»Kan ministeren forklare, hvor de ansatte i Fynbo Foods skal gå hen for at finde et nyt job?«

Bent Bøgsted (DF) til skatteministeren

UDDRAG AF SVARET

»Denne diskussion om konsekvenserne for Fynbo Foods sker på et uoplyst grundlag. Jeg mener derfor heller ikke, at det er relevant at diskutere, hvor de ansatte skal gå hen for at få et nyt job, for jeg mener ikke, at den foreslåede udvidelse af afgiftsgrundlaget i chokoladeafgiftsloven vil medføre, at Fynbo Foods lukker eller flytter til udlandet.«

Robotstøvsuger

»Hvad er ministerens holdning til, at en kommune har frataget en ældre medborger hjemmehjælpen, efter at vedkommende har fået en robotstøvsuger i julegave?«

Thyra Frank (LA) til social og integrationsministeren

UDDRAG AF SVARET

»Min holdning er naturligvis, at man som borger skal have den hjælp, man har brug for, og det, uanset hvad man har fået i julegave.«

Katteaflivning

»Mener ministeren, at det er i orden, at et dyrehospital, der har fået indleveret en bortløben kat, nøjes med at kontakte en person via Facebook, og hvis ejeren ikke reagerer der, om det så er i orden, at dyrehospitalet afliver katten, hvilket er beskrevet i artiklen "Facebook dræbte min kat" på eb.dk 19. januar 2012?«

Dennis Flydtkjær (DF) til fødevareministeren

UDDRAG AF SVARET

»Hvorvidt betingelserne for straks at aflive det tilskadekomne dyr for at undgå unødige alvorlige lidelser er opfyldt, beror på en konkret veterinærfaglig vurdering i det enkelte tilfælde. Det er naturligvis en forudsætning for at kunne kontakte en bortløben kats ejer, at dens ejer kan identificeres. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis katten bærer halsbånd med kontaktoplysninger, eller hvis den på anden måde er identificerbar, f.eks. fordi den er øretatoveret eller chipmærket.«

Mavedans i Lalandia

»Vil ministeren kræve en undskyldning fra Dansk Folkehjælp i forlængelse af arrangementet på Lalandia, hvor der juleaften blev danset mavedans, på trods af at der både var etnisk danske gæster, såvel som gæster af anden oprindelse?«

Martin Henriksen (DF) til social og integrationsministeren

SVARET:

»Nej.«

Klassisk musik

»Frygter ministeren, at interessen for klassisk musik blandt børn og unge i Vest- og Nordjylland vil dale som følge af, at det alene er det Jyske Ensemble med fem medlemmer ansat på 2/3 tid, som skal formidle klassisk musik i området?«

Michael Aastrup Jensen (V) til kulturministeren

UDDRAG AF SVARET

»Det Jyske Ensemble (er, red) ikke alene om at formidle klassisk musik til børn og unge iVest- og Nordjylland. (…) Der er således i Vest- og Nordjylland en række andre muligheder for, at børn og unge kan møde den klassiske musik«

Ret til uniform

»Uniformspligten for ministre blev så vidt vides endeligt afskaffet under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, men har ministre, på linje med stiftamtmænd m.v., fortsat ret til at bære uniform?«

Søren Pind (V) til statsministeren

Endnu ikke besvaret

Indefrysning af cigarpenge

»Agter regeringen at foretage sig noget i anledning af, at Cognachuset v/Torben Nødskouv ifølge en artikel i Berlingske Tidende den 26. februar 2012 af de amerikanske myndigheder har fået indefrosset en betaling på 137.000 kr. i forbindelse med import af cubanske cigarer fra virksomheden La Casa del Habano i Hamborg, Tyskland?«

Jan E Jørgensen (V) til udenrigsministeren

UDDRAG AF SVARET

»Udenrigsministeriet har bragt sagen op over for EU-kommissionen for at undersøge, hvorvidt EU kan rejse denne principielle sag over for de amerikanske myndigheder.«

Puljevæddemål

»Mener ministeren, at det er rimeligt, at en dansk statsborger, som arbejder i Danmark, men er bosat i udlandet, ikke kan deltage i puljevæddemål i form af managerspil sammen med sine kolleger?«

Ole Birk Olesen (LA) til skatteministeren

UDDRAG AF SVARET

»En dansk statsborger, som arbejder i Danmark, men er bosat i udlandet, har mulighed for at spille, når vedkommende befinder sig i Danmark og har en spilkonto. Når den pågældende er i udlandet – og dermed ikke er på dansk territorium – finder lov om spil ikke anvendelse. Danmark har ikke mulighed for at regulere spil på udenlandsk territorium.«

Spiseforstyrret vegetar

»Hvad er ministerens holdning til, at en spiseforstyrret vegetar kun kan blive tilbudt behandling, hvis vedkommende spiser kød?«

Liselott Blixt (DF) til sundhedsministeren

SVARET

»Jeg har stor forståelse for, at man som patient har et ønske om en individuel tilpasset behandling, som tager højde for de behov og særlige præferencer, man som patient kan have. Omvendt er det vigtigt at understrege, at al sygdomsbehandling, herunder behandling af spiseforstyrrelser, beror på en konkret lægefaglig vurdering.«

Udlicitering

»Hvad er ministerens holdning til, at Aarhus Kommune udliciterer deres rengøringsopgaver til et firma, der pålægger de ansatte en arbejdsdag fra kl. 5-9 og igen fra kl. 14-17?«

Mette Hjermind Dencker (DF) til økonomi og indenrigsministeren

UDDRAG AF SVARET

»Jeg ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag om arbejdstid for de ansatte i et firma, som Aarhus Kommune har udliciteret rengøringsopgaver til.«

Sene sager før tidlige

»Kan ministeren forklare, hvorfor sager, der er indsendt meget sent, f.eks. lige op til den 1. juli 2011, behandles før sager, der er indleveret til samme skattecenter, i f.eks. medio marts 2011?«

Gitte Lillelund Bech (V) til skatteministeren

UDDRAG AF SVARET

SKAT har til mig oplyst, at der ved modtagelse af klager over ejendomsvurdering sker en visitering af klagerne. De bliver inddelt i kategorier, afhængig af klagens karakter, og hvor vanskelig sagsbehandlingen umiddelbart skønnes at være (...) Derfor vil det forekomme, at lette, ukomplicerede sager bliver behandlet hurtigere end tidligere indkomne klager.

Gratis parkering

»Mener ministeren ikke, at det burde være muligt for besøgende på plejehjem at parkere der gratis, når der er tale om nære pårørende?«

Morten Marinus (DF) til transportministeren

SVARET

"Så længe kommunerne holder sig inden for de rammer, som er beskrevet i mit svar på spørgsmål S 2426, er det en kommunal beslutning, om der skal opkræves en afgift for at parkere i kommunen."

El-biler

»Betragter ministeren en el-bils batteri som drivmiddel eller som en del af bilen?«

Gitte Lillelund Bech (V) til skatteministeren

SVARET

"Skatterådet har den 24. januar 2012 taget stilling til spørgsmålet, jf. SKM2012.38.SR. Det følger af afgørelsen, at batteriet er en integreret del af bilen, som ikke kan fungere uden. Drivmidlet til en sådan bil er den el, der løbende bliver fyldt på batteriet."

Hvad siger du til Mogens Lykketofts vurdering af, at mange af §20 spørgsmålene er noget pjat?

Giv din mening til kende.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blogs

Blog: Viljen til at lede, og viljen til at tage ansvar

Holger K Nielsen
Der er nu seks uger til det amerikanske præsidentvalg og tidligere statsminister og NATO-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen udkommer med sin nye bog ”Viljen til at lede”, der opfordrer amerikanerne til at bruge deres stemme på at vælge en præsident, der er villig til at påtage sig internationalt ansvar.

Blog: Pas på: Nye Borgerlige taler til stodderen i folk, og han har kronede dage

Camilla Schwalbe
De nye borgerlige overgår Dansk Folkeparti på menneskesyn og værdipolitik. De siger al det, som det dunkle vælgerdyb vil høre. Og de har en ”femme fatale” til at lokke folk mod bunden.

Blog: Thulesen Dahl har stadig ikke leveret resultater

Rune Toftegaard Selsing
Thulesen Dahl lever højt på sit partis troværdighed i udlændingespørgsmålet. I realiteten har han endnu ikke leveret hverken virkningsfulde forslag eller resultater.
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere
Bolig
Hvorfor trækker byggesager ud i nogle kommuner?
I to kommuner tager det kun fire dage, mens det i en anden kommune tager hele 101 dage at få en byggetilladelse, men hvorfor er der så stor forskel på sagsbehandlingen i kommunerne? 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her